Coveret på Vicky Singhs debutalbum Heartful of Hollow bringer associationer frem i retning af den britiske kolonitids Indien. Det er som et stillfoto fra en af de film om kolonitiden, jeg så i min barndoms biograf, Phønix Bio i Esbjerg. (En fortrolig kilde har fortalt mig, at det er Vickys mormor og morfar, der pryder omslaget), Og man kunne i et uovervejet øjeblik tænke, at det er udtryk for falsk varebetegnelse for et rockalbum. Men det er det ikke. Det er snarere et smukt udtryk for, at vi i dag lever i den globale landsby, hvor der – ikke mindst i kulturlivet – er vendt op og ned på forestillinger og begreber om verdens indretning. Det er efterhånden meget længe siden The Beatles var med til at gøre den klassiske indiske ragamusik til en modificeret del af beatmusikken og vænne vores ører til den eksotiske lyd af sitar og tabla. På Vicky Singhs plade går inspirationen den anden vej – også med Beatles som musikalske vejledere i ånden…
Vicky Singh har indiske familiære og kulturelle rødder og står ved dem, men er samtidig et barn af vor tid og står også ved sin kærlighed til vestens rock’n roll.
Den 33-årige Singh er ikke noget ubeskrevet blad i dansk rock, hvor han har arbejdet sammen med bl.a. vores allesammens rockmama Sanne Salomonsen og kultvidunderet Baby Woodrose. Men nu har han fået sig eget band – bestående af Peter Kjøbsted (bas), Johan Lei Gellett (trommer) og Mats Madestam (tangenter) – og udsender i dag sit første bud på, hvordan rock’n roll med indiske rødder kunne lyde. Det er nu hverken raga-inspiration eller Bollywood-sange, der dominerer pladen. Det indiske er ikke fraværende. Især i sangen “The 28th of April”, der er en slags kærlighedsbrev til en elsket, afdød mormor, farves musikken af lyden af sitaren. Men det er mest som et mood og som et fint drys musikalsk curry det indiske sætter sig igennem på pladen.
Heartful of Hollow er melodiøs rock med andre tydelige rødder i tressernes og halvfjedsernes singer-songwriter-rock. Musikken har Vicky Singh selv stået for, men han har fået hjælp til teksterne af Neill C. Furio, og det har sikkert været med til at hæve den engelsksprogede tekster over det niveau, vi er vant til på engelsksprogede danske plader. Det er 11 sange, der er båret af kuldslået , melankoli og desperation , men også af livsmod og -appetit. “I’ll wait for the blues skies to se/ If it makes any difference to me/ I’ll fall in love some other day” hedder det fx i sangen “Som other day”, der egentlig meget godt indfanger Singhs reflekterende spaltethed mellem spleen og glødende livsgnist.
Vicky har en god rockstemme, der brænder igennem af lidenskabelig ild og kan under tiden minde om salig John Lennon – uden dog på nogen måde at lyde som ham. Måske er det mine gamle ører, det er galt med, men jeg hører de rockende Beatles (ikke mindst fra det hvide album) i lyden. Men også fx Crosby, Stills, Nash & Young (når de strækker ud på Dèja Vu eller Four Way Street). Men også spor af andet fra rockens gyldne årtier. Prøv fx at lytte til den allerede omtalte sang “Some other day”. Så vil du måske forstå, hvad jeg tænker på.
Det er en ganske helstøbt langspiller Vicky Singh og bandet har lavet. Et renlivet poprockalbum med en god variation af bevægende ballader og rocknumre, der både sender lytteren tilbage og frem i tiden med tradtionsbevidste og talentfulde arrangementer. Det er en plade, der sagtens kan måle sig med konkurrenterne i det store udland. Vi behøver ikke at gå over dammen for at finde rockens kilder. Vi kan drikke af dem lige her i lille Dannevang – fx hos Vicky Singh. Hermed varmt anbefalet.
PS. den 11. oktober kan man høre Vicky Singh i Aarhus på Backstage. Rockelskere kend jeres besøgstid”
Vicky Singh. Heartful of Hollow. Produceret af: Vicky Singh, Johan Lei Gellett og Phong Le. Vickysingh.com. 2012 Udkommer i dag.