En af rockens myter vil, at man skal brænde sit lys i hvert fald i den ene ende for at der kan komme rock’n roll ud af det. I den forstand lever Marleen Pfeiffer op til klicheen. Marleen har smagt på kærlighedskarusellens rundture og dens gynger og karuseller. Også musikerlivets knubs og kærlighed har hun følt på sin krop og sjæl. Karrieren begyndte i pigepunkbandet Snatch, der senere blev en del af Kindercrash. Men det har Marleen nu lagt bag sig, og hun er sprunget ud som Miss Marlow, der debutere med albummet Heart Beat, som bearbejder og opsummerer de forgangne års bittersøde erfaringer.
Marleen har skrevet al musikken på pladen og musikalsk får hun hjælp af John Clausen (trommer), Søren Larsen (guitar) og Trine Wester (bas). Musikken er melodisk popguitarrock, der er som skabt til DAB-kanalerne, der specialiserer sig i det, de gamle FM-bånd excellerede i. Marleen synger sine ligefremme, ærlige tekster om den umulige kærlighed, den uregerlige passion og livets ups and downs med et stemme, der bevæger sig mellem den lyse, kælne, følsomme ungpigerøst og momentvis et udtryk, der kan minde om Chrissie Hyndes kølige modenhed. Et musikalsk udtryk, der måske kan beskrives som et møde mellem Bangles, når de var i deres mest blide pophjørne og Pretenders, når de trykkede deres kontante rock af.
Heart Beat er ikke et album, der flytter poprockens hegnpæle og erobrer nyt land, men det er et ærligt, lytteværdigt album fra en ung kvinde, der har lært at stå på egne ben på den hårde måde og har omsat det til otte vedkommende sange. Hermed anbefalet.
Miss Marlow. Heart Beat. Producer: Lars Nissen. Gateway, Miss Marlow 2012. Udkommer i dag.