På dette sted burde jeg måske slå et slag for tredje ombæring af den danske krimi-serie Forbrydelsen. Anden del løb over skærmen i går aftes, og indtil videre tegner den til at leve op til de foregående to sæsonner og måske endda overgå dem. Men nej, jeg føler trang til at anbefale den britiske serie Vera, der også løb over skærmen i går aftes. Meget senere (kl. 22.40) og helt uden den opmærksomhed, som Forbrydelsen bliver til genstand. Ja, faktisk har DR ikke engang kunne tage sig sammen med at lave en programside for serien…
Desværre er jeg kommet sent ind i serien (for jeg ser ikke ret meget tv for tiden), og DR er allerede i gang med anden sæson. I går vistes sidste kapitel af denne sæson, “En barmhjertig samaritan“. En hverdagsrealistisk historie om drabet på en ung mand, hvis lig findes på en skraldebil ved havnen i Southampton, mange kilometer fra gerningsstedet. Bag drabet gemmer sig en fortælling om omklamrende, kvælende moderkærlighed, ulykkelige forelskelser, leukæmi, biavl og meget andet godt (eller skidt), der kunne være taget lige ud af den virkelighed, vi gerne forestiller os liggende uden for fiktionen.
Hovedrollen i serien spilles af den fremragende, britiske skuespillerinde Brenda Blethyn, der bl.a. er kendt for sin rolle i Mike Leighs Secrets & Lies (1996). I serien spiller hun kriminalinspektør Vera Stanhope. Altså en kvindelig strisser, men en lidt atypisk en af slagsen. Vera er en midaldrende kvinde, der bor alene på bøhlandet i sin afdøde fars hus, hvor hun tumler med sine eget kaotiske følelsesliv og alle de indre dæmoner, der forfølger hende, når hun ikke lige er fordybet i sit arbejde. Og det er hun for de meste.
For Vera er workaholic og investerer sig selv med hud og hår i de sager, der lander på hendes skrivebord. Ved sin side har hun den unge familiefar Joe Ashworth (spillet af David Leon), der er hendes modstykke langt hen ad vejen, men også hendes ligeledes arbejdsopslugte supplement, der er med til at drive efterforskningen frem mod en løsning. Men Joe skubber også til Veras dæmoner og sørger for, at de kommer op til overfladen. De to er, som man siger, et umage par, men de holdes sammen af lige dele professionel optagethed og en særlig øm solidaritet.
Set i fugleperspektiv er det en klassisk britisk krimi-serie, der har to modsætninger som motor (det har vi set igen og igen fra Sherlock Holme & Watson over Morse & Lewis og Daziel & Pascoe og videre). Serien bygger på den britiske forfatterinde Ann Cleves’ romaner (hvoraf flere er oversat til dansk). Men selv om meget er genkendeligt set ud fra krimi-serie-skabelonernes og -klichérnes vinkel, så rager serien om Vera op over krimibolledejen i kraft af dels nogle fortræffeligt sammenskruede, virkelighedstro plots og dels – og ikke mindst – i kraft af Brenda Blethyns fremstilling af den jævne, forvirrede, forfjumrede, midaldrende kvindelige politikommisær med den skarpsindige, intuitive fornemmelse for forbrydelsers kompleksitet. Hertil skal lægges David Leons sympatiske gestaltning af den arbejdsomme, ophængte familiefar med arbejdsløs kone og to unger på slæb og en række fornemme birollepræstationer.
Og det hele udfolder sig i et autentisk miljø i Northumbria, der også lægger en smuk og betagende natur og geografi til. Det er en af den slags serier, det er rart at have stående på DVD-/Blue Ray-hylden, fordi den i kraft af skuespilleriet og sin fortættede stemningsfuldhed kan gøre hvilken som helst kedelig efterårsaften til noget særligt.
Selv om jeg har følt mig rigtig godt underholdt af Forbrydelsen, tror jeg nok, at jeg vil foretrække Vera, hvis jeg blev sat over for valget…