Kartushnik kalder Klezmofobia deres nye album, der kom på gaden i går. Kartushnik betyder spillehaj, altså betegnelsen for en person, der satser stort og spiller lidenskabeligt med risiko for stor gevinst og store tab. Detl ligger lige for at betragte de seks musikere i Klezmofobia som spillehajer. Sangerinden Channe Nussbaum, klarinetisten Bjarke Kolerus, trompetisten Ole Reimer, guitaristen Andreas Ugorskij, trommeslageren Jonatha Aisen og basisten og balalajkaspilleren Jesper Lund Jakobsen satser alt på et bræt, musikalsk set, med det nye album, og gevinsten er en foryngelse og revitalisering den traditionelle yiddische klezmermusik med ingredienser fra den store verdensmusikalske kogebog. Her er splinter af vestlig pop, sigøjnersmusik, jazz, mariachi m.m. Klezmermusikken er i sig selv en hybrid musikform, der ud over sin jødiske kulturelle arv trækker på både mellemøstlig og amerikansk folkemusik, og i Klezmofobias udgave tranformeres klezmeren til en slags dansk-jiddish svar på den amerikanske americana.

Klezmofobia er tidligere blevet anerkendt som et ensemble af internationalt format. Og det bekræfter de kun med den nye plade, hvor ballader og heftige, dansante stykker veksler, og hvor især klarinettens vemodige og lidenskabelige klang trækker linjer tilbage til klezmerrødderne og frem. Sproget, der synges på, er jiddish, og Channe Nussbaum synger medrivende og passioneret med sin lidt hæse, varme, fyldige stemme, der til tider kan minde om salig Janis Joplin. Kartushnik lægger endnu en alen til det format, som Klezmofobia demonstrerede på de to foregående plader – Tantz! (2006) og Ganze Velt (2008) – og demonstrerer, at klezmermusik anno 2012 ikke er forbeholdt genrefetischister, men appellerer til enhver, der kan lide at tage en svingom og lytte til en iørefaldende ballade. Skulle der sidde en derude, som lider af klezmofobi, så er Klezmofobias nye plade den rette modgift. Hermed anbefalet.

Få et indtryk af pladen her.

Klezmofobia. Kartushnik. Producer: Dragi Ŝestić. Tiger 2012