Bliver den afdøde socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag ikke husket for andet, så vil han blive husket for udsagnet om, at man har et standpunkt indtil man tager et nyt. Som så mange andre citater og bon mots er sentensen ofte blevet revet ud af sin sammenhæng og brugt som indicium for, at nogen er en politisk vindbøjtel eller det modsatte: en politiker, der ændrer holdning, fordi verden forandrer sig og man derfor må blive klogere på sig selv og verden.

Blogskriver m.m. Anna Sophia Hermansen henviser direkte til Krag i det ‘frihedsbrev‘, hun har skrevet i Berlingeren i onsdags. Blogindlægget er værd at læse for enhver, der interesserer sig for politik i almindelighed og i holdningsdannelse i særdeleshed.

Anna Sophia Hermansen er kendt som og erklærer sig som værende meningsproducent på det "blå" hold. Men under læsningen af frihedsbrevet kommer man i tvivl om hendes politiske ståsted. Nogle ting har sat hende i bevægelse, måske endda så meget, at hun ikke helt er klar over, hvor hun bevæger sig hen. Og det er nogle skelsættende oplevelser, der sætter bevægelsen i gang. For det første oplever hun som hundredvis af andre danskere at gå ned med stress, denne nutidens pest. Enhver, der har haft stresssygen inde på livet vil vide, at den rusker om i den stressramtes eksistentielle grundvold. Som stressramt slår man sig på realiteten, så alt, hvad man hidtil har troet på må tages op til revision. Og det er sundt og godt, selv om det gør ondt. Det er udtryk for, at der er noget helt galt med den realitet, man har identificeret sig med.

Den anden skelsættende begivenhed er, at Anna Sophia ikke alene er blevet ramt af virkelighedens hammer – men også bagefter af amors pil. Hun har mødt en mand i 30’erne, der ikke bekræftede hendes gamle fordom om unge mænds uduelighed, en "der er noget helt særligt, bager speltboller, tager barsel, lønslaver og stemmer rødt". Med andre ord en af de modsætninger, der skal til for at sød musik opstår.

De to faktorer – stresssammenbrud og forelskelse – sætter Anna Sophia Hermansen i bevægelse. Så meget, at hun ikke alene tager afstand fra den "blå" blok i politik og forsvarer den siddende labile regering, fordi den alt andet lige har lidt plads til at blive en smule klogere. Men holdningsskredet går endnu videre. Med respektindgydende mod tager hun afstand fra sin meget omtalte kandidatur for det ultraliberalistiske Liberal Alliance med følgende svada: "Forinden havde jeg været opstillet som spidskandidat for Liberal Alliance, og jeg troede dengang, at politik var det sted, man gik hen, når man ville ændre noget i samfundet. Jeg blev klogere. Her var ikke den frihed i tanken, jeg har som ambition for mig selv, og jeg måtte erklære mig selv uegnet som politiker i erkendelse af, at jeg ikke kan stå og sige det samme shit i årevis. Særligt ikke, når jeg er holdt op med at tro på det. Dansk politik handler i påfaldende grad om at se fejlene hos andre, ikke hos sig selv, og holde fast i egne ideer, også de dårlige, og det er i det hele taget en tragedie at se det tab af ånd, der er i den politiske kaste."

Det er al ære værd at erkende, at man er blevet klogere, fordi man har slået sig på realiteten og har oplevet, at kærligheden kan få en til at løfte blikket væk fra ens egen navle. Og det er rosværdigt, at Hermansen forsvarer et "frit sind", når det sker i en ultrablå avis og vendt mod de blå liberalister, hun tidligere har identificeret sig med.