Så dukkede Arvesølv – sangbogen – igen op på den indre scene. Måske var ansporingen, at fuglene nu har fattet, at efteråret er over os, og derfor trækker mod varmere himmelstrøg. I hvert fald dukkede Harald Bergsteds tekst og Poul Schierbecks melodi op i mit hoved. En munter sang, der også handler om at være fri. Fri af skolen, fri af hverdagens pligter og byrder. Fuglefri. Vi sang den ofte i folkeskolen og realen. Og jeg kunne godt lide den sang. Måske fordi jeg altid godt har kunne lide stæren – solsorten og gråspurven.

Hør den lille stær, den er åh så fornøjet.

Morgenklokken ringer, og marken står i damp.

Nylig er den vågnet, men altid i tøjet

aldrig skal den sæbes og vaskes med en svamp.

Den har hverken hat eller sløjfer og kjole,

ingen fine støvler, den først skal pudse a´.

Den har ingen lektier, skal aldrig i skole,

den kan gå og fløjte den hele lange dag.

Og når den bli´r sulten deroppe på kassen,

finder den en orm, den kender hvor de er.

Den skal ikke først ha´ den kogt over gassen,

den kan få den ned, li´så levende den er.

Og når den vil rejse, den venter ikke længe

Vips, er den afsted og ta´r på eventyr!

Den har hverken kuffert, billet eller penge,

den har bare vinger, den er en lystig fyr.

åh, den flyver højt, flyver højt under skyen,

den må passe på, den ikke falder ned.

Den er fløjet langt bort et sted ned i byen,

den har nok en ven dér, som ingen, ingen ved.