Denne film er en damefilm. Målgruppen er uden tvivl kvinder, der finder glæde i pladderromantiske fortællinger. Det skal ikke (kun) forstås som en fordom, men i høj grad som en anbefaling.

Med fruen under armen gik jeg med ind og se Susanne Biers nye film Den skaldede frisør. Vel vidende, hvad jeg gik ind til. For jeg havde læst interviews og omtaler af filmen og vidste godt, hvad Bier ville med filmen. Nemlig lave en helt igennem romantisk film. Og når præmissen er sådan, så nytter det ikke at kritisere den for at være lige netop – romantisk. Ergo slog jeg det kritiske filter fra – og var beredt på også at sluge en del kameler. For når romantikken tager over, så må man ofte tage nogle urimeligheder med i købet. Jeg tænker ikke her på, at hovedpersonen Ida, spillet af Trine Dyrholm, er kræftpatient og bliver kærlighedsobjekt for mange kvinders hede drømmehelt, Pierce Brosnan, i rollen som den rige frugt- og grøntproducent Philip. Det sker såmæn også derude i virkeligheden, at kærligheden rammer på den måde. Selv om mangen en amerikanske film helst vil det anderledes.

Næ, jeg tænker på alle de klicheer, der let kan følge med i købet, når først man lader fantasien folde sig ud i det romantiske tema. Fx lokaliteten. Det foregår selvfølgelig ikke i København, hvor Ida ellers lever sit liv med mand, hus, sygdom og et job som damefrisør. Nej, romantikken skal selvfølgelig udfolde sit et pittoresk og eksotisk sted. I dette tilfælde i en lille italiensk by ved kysten, hvor citronerne er modne og naturskønheden er i kappestrid med et indtagende, charmerende arkitektonisk forfald, som danner en nærmest perfekt ramme om en hyperromantisk fortælling. Og denne kamel slugte jeg gerne, selv om jeg synes, at Bier laver et veritabelt over-kill med alle sine åh så smukke optagelser af byen, havet, solnedgangen, kysten osv. Der gik postkort i det.

En anden kliché er den normalt-dysfunktionelle familie, som de forelskede par skal slås med. For det viser sig, at Ida, der rejser alene til Italien for at deltage i sin datters bryllup, forelsker sig i brudgommens far, og derved får de så at sige samme familiære ramme at agere inden for. Og hvilken ramme! Idas mand tropper op med den unge blondine fra firmaets bogholderi, som han har bedrevet utroskab med. Philips søn viser sig at være bøsse. Og sønnens papmor, Benedikte – spillet af Paprika Steen – er en både grotesk, selvoptaget  maneater oget  skrækbillede på et anoreksiprovokerende moderdyr.

Men man sluger gerne disse og andre urimeligheder, fordi deres funktion er at være kontrast til den romantiske fortælling om den kræftsyge blonde, skaldede damefrisør og den modne, livsforbitrede rigmand, der bogstaveligt talt støder sammen (i en bilgarage) og oplever, at kærligheden overvinder alt. Sygdom, bitterhed, familieliv, utroskab osv. For sådan er det jo i en romantisk film.

Skuespilleriet er godt uden at være imponerende. Trine Dyrholm fylder sin rolle som den skaldede frisør godt ud. Hverken mere eller mindre. Pierce Brosnan er lige netop så maskulint-kejtet-charmerende, som man (det kvindelige publikum ikke mindst) kan forvente og håbe på. Hvor overbevisende han er som kvindebetvinger, vil jeg overlade til damerne at bedømme. Mit indtryk var, at det virkede der i biografens mørke.

Ellers er der grund til at fremhæve Molly Blixt Egelind, der leverer et bevægende, levende portræt af den vordende brud, der med store, tårevædede øjne er splittet i sin tvivl om valget af livsledsager. Det gør hun godt. Også Kim Bodnia gør en rigtig god figur som Idas mand, der knepper uden om med kontorassistenten og undskylder sig med, at der har været så hårdt for ham at stå side om side med sin kræftsyge kone. Bodnia får med stor humor fremstillet manden i al hans maskuline ynkelighed. Og han får fint modspil af Christiane Schaumburg-Müllers, der har fået den utaknemmelige rolle som den dumme blondine, som ægtemanden har dyrket på familiens sofa. Christiane Schaumburg-Müller får det optimale ud af denne kliché og er et af de rigtig morsomme indslag i filmen. Bodnia og Schaumburg-Müller er med til at løfte den ellers lidt gumpetunge humor i filmen. Det samme kan man sige om Bodil Jørgensen i rollen som frisørkollegaen Vibe og Birthe Neuman som Philips kontroansatte. Desværre får de to damer ikke så megen plads i filmen.

For at få sådan en romantisk komedie til at glide ubesværet ned som det, den er, uforpligtende underholdning, så kræves det, at dialogen kører som smurt og instruktionen ligeså. Det kniber det med. Dialogen er mærkbart konstrueret undervejs, hvor de humoriske bemærkninger virker lidt for fortænkte. Og selve selve klipningen mangler lidt tempo og rytme. Det er ikke gjort med at lade Dean Martin synge “That’s amore” og lade mandolinerne klinge i baggrunden. Den skaldede frisør når ikke samme højder som Susanne Biers hovedværk Den eneste ene. Men jeg har ladet mig fortælle, at damerne kan lide filmen. Og det er jo det vigtigste. Så gør det ikke så meget, at jeg er lidt forbeholden. Hermed anbefalet.