Asmaas tidligere omtalte kommentar til situationen i Irak fik en af hovedoverskrifterne i gårsdagens tv-aviser. I dag rejser Berlingeren så spørgsmålet om Asmaas politiske fremtid og giver selv svaret: “Jo mere Asmaa Abdol-Hamid siger, des klarere står det, at hun ingen fremtid bør have som folkevalgt politiker”. Begrundelsen er ikke kun den seneste udtalelse til BT om, at det er “helt fair”, at “oprørerne” forsøger at dræbe danske soldater i Irak, men også hendes angivelige forsvar for islamisk sharia, hendes forståelse for anvendelsen af dødsstraf, hendes afstandtagen fra homoseksuelles rettigheder og hendes “middelalderlige opfattelse af opfattelse af ligestilling mellem mænd og kvinder”. Tante Berlingers lederskribent synes i den forbindelse at glemme, at et legitimt dansk parti – Enhedslisten – har valgt hende som folketingskandidat, og at det er vælgerne, der afgør om hun kommer på tinge eller ej.
Hvis aparte politiske holdninger som forståelse for dødsstraf, manglende forståelse for homoseksuelle osv. skulle diskvalificere en person som folketingsmedlem, så skulle store dele af fx Dansk Folkeparti jo ikke sidde der, hvor de sidder…
PS. Jyllands-Posten kan fortælle, at den danske imam Abdul Wahid Petersen støtter hendes fortsatte kandidatur.
Og en konservativ politiker kan ikke se politikken for bare tørklæder og har anmeldt Asmaa for “landsforrædderi”. Vi henviser til andre blog, der orker at diskutere den anmeldelse…