For 50 år siden: The Tornados hitter i USA med “Telstar”

Author:

Inden nogen havde lært at sige Beatlemania og tale om The British Invasion banede det britiske instrumentalband The Tornados vejen for britterne ved som de første at indtage toppen af Billboards Hot 100-liste med deres ode til rumfarten “Telstar“.

The Tornados var egentlig en backing- og studiegruppe, der tjente til dagen og vejen ved at stå i pladeproducerens Joe Meeks tjenste. Blandt andet spillede de bag en af datidens store stjerner, Billy Fury. Men med den Meek-skrevne hyldest til kommunikationssatellitmodellen “Telstar”, som var blevet sendt ud i himmelrummet i juli 1962, trådte The Tornados for alvor ud af skyggen som backingband. Nummeret blev også nr. 1 i Storbritannien (og flere andre lande) og var den anden instrumentalindspilning efter Mr. Acker Bilks “Stranger on the Shore” fra 1961, der formåede at komme helt til tops i Amerika.

“Telstar” blev også spillet rigtig mange gange hos Jørgen de Mylius i Danmarks Radio, hvor den ofte blev ønsket af lytterne, og den distinkte lys af clavioline-keyboardet satte sig grundigt fast i erindringen. Selv om nummeret i allerhøjeste grad er tidsbundet i sin fascination af rumteknologiens fremskridt og datidens teknologi- og videnskabsoptimisme, så holder det stadigvæk med sine medrivende uptempopopkvaliteter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *