Det var Ivan – blogbestyrer og medlem af bandet Oliver North Boy Choir – der i 2008 henledte min opmærksomhed på Cody. ‘Det bedste band i DK’ kaldte Ivan dem. Og den slags opfordringer kan man jo ikke lade ligge. Dengang havde Cody ikke udsendt nogen plade, men kunne opleves live og på Myspace og Bandbase. Siden er der kommet to EP’er og to album fra gruppen, senest albummet Fractures, som skal omtales her.
Første gang jeg lyttede til Cody blev bandet omtalt som anti-folk og mine associationer gik i retning af de svært definerlige genrebetegnelser lo-fi-country, americana osv. Men det der slår mig ved lytningen til det nye album Fractures er, at Cody – uden at fornægte inspirationskilderne – har sluppet den direkte, associationsprovokerende forbindelse og har bevæget sig ind i et soundunivers, hvor der er kommet en umiskendelig dansk tone over det. Denne originale drejning skyldes ikke kun det let melankolske stemning, der præger pladen uden at belaste den, men også den fornemme brug af kor og instrumenter som strygere (violin, cello), klarinet, trombone, trompet og piano. I hvert fald har det givet mig associationer i retning af den smukke danske tradition for korsang og sider af dansk symfonisk musik.
I det hele taget er Cody på vej et sted hen, hvor det bliver lidt meningsløst at bruge genrebetegnelser som andet en vejvisere for læseren. Også den ellers rummelige betegnelse rock bliver fattig alene af den grund, at Casper Hegstrups håndtering af slagtøjet flytter det musikalske udtryk over i en helt anden boldgade. Cody er på vej til at finde et udtryk, der helt er deres eget. Og selv om der stadigvæk er reminiscenser af country, americana osv., så er er der ikke langt igen.
Fractures hedder pladen, og brud er det tema, der gennemspilles i teksterne, som i de fleste tilfælde er skrevet af Kaspar Kaae med hjælp fra Troels Høegh og Jacob Høegh. Det er tekster, der bæres af stemninger og billeder mere end det fortællende. Hvilket passer fint til tematikken på pladen.
Med Fractures har Kaspar Kaae, Line Fjelding, Leif Bruun, Fredrik Thyboe, Casper Hegstrup, Torleik Mortensen, David Fjelstrup og deres hjælpere skabt et album af den slags, der åbner sig mere og mere for hver gang, man lytter til den. Et smukt, melankolsk, men ikke tungsindigt album, der er langtidsholdbart og giver lyst til at opleve bandet på en scene (igen). Hermed varmt anbefalet.