I en alder af 70 og fyrre år efter han begyndte sin karriere, er den tyske folksinger Hannes Wader kommet på hitlisten med sit seneste album Nah Dran. Det strider mod markedslogikken, hvor det gamle pr. definition er gammeldags – ikke mindst, hvis det ikke på en eller anden måde er udtryk for fornyelse. Men selv om Waders pladeselskab har overtalt den gamle folksinger til – på et par numre – at supplere den obligatoriske akustiske guitar med en slideguitar, lidt percussion og et klaver, så er Hannes Wader stort set den, han altid har været. En folkemusiker af den slags, der synger egne og andres sange, sådan som man har gjort i århundreder – itonesat af en god stemme og et strengeinstrument.

Som forbillederne i det store udland – fx Tom Paxton, Pete Seeger og ikke mindst Woody Guthrie – synger Wader sange, der både er personligt reflekterende, politiske og fortællende. Selv om han slet ikke ligner Bob Dylan, så ligner han ham derhen, at han som Dylan er en personlig kronikør for den generation, han tilhører.

Den nye plade er ikke væsentlig anderledes end de foregående mange. Wader fortsætter ufortrødent med at levere agit-prop-sange, satiriske samfundskommentarer og dybt personlige sange om det levede liv. Og måske siger det noget om den tid, vi befinder os i lige nu, hvor der sættes spørgsmålstegn ved mange dogmer, at Wader vader ind på den tyske hitliste?