I lørdags modtog den unge mand med guitaren på billedet ovenfor, Paul McCartney, den franske Ordre national de la Légion d’honneur. Ordenen, der blev indstiftet af Napoleon Bonaparte er den højeste udmærkelse, man kan få i Frankrig. Ordenens motto er "ære og fædreland" og der findes fem grader af denne orden.

Ordenen er altså i den grad udtryk for den franske nations anerkendelse af popmusikeren Paul McCartney. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det betyder for den ældgamle, kulturelle jalousi mellem Storbritannien og Frankrig – men også på, hvad det siger om beatmusikkens tilpasning til det bestående. Vi er langt fra dengang, hvor John Lennon fra scenen sarkastisk kunne spøge med det engelske klassesamfund (de kongelige kunne ryste med juvelerne, medens de andre nede i salen kunne klappe i deres hænder) og returnede medaljen OBE. Selv om Lennons oprørskhed langt fra var entydig, så var hans holdning et eller andet sted en afspejling af beatmusikkens generelle opposition til det bestående. En afspejling af, at beatmusikkens stod for noget andet end det bestående. Siden er beatmusikken blevet en del af de bestående – selv om der til stadighed dukker rebeller op…

Beatles – Revolution