For ganske nylig slap New Orleans nådigt fra et besøg af den tropiske storm Isaac, der med den rette retning og styrke kunne have udraderet staden, sådan som Katerina næsten gjorde for nogle år siden. Og der er en sær ironi i, at netop en by som New Orleans, der med sin placering i et floddelta er indbegrebet af den menneskelige kulturs vugge, skulle blive offer for den placering, der har frembragt den.
Nå, men dette paradoks kom jeg til at tænke på, da jeg lagde øre til L Wood Joys album “BoogieRollSwingJazz”. Pladen er en lang kærlighedserklæring til netop New Orleans som musikalsk smeltedigel og en påmindelse om, hvad vi har at takke New Orleans for.
Bag navnet L Wood Joy gemmer sig de tre musikkonservatoriestuderende kammerater Lasse Skov (klaver og sang), Jacob Riis (bas) og Morten Lyngsøe (trommer), der i 2005 fandt sammen om deres fælles glæde ved den musik, der har rod i New Orleans.
Som titlen på albummet fortæller, så har de tre musikere ladet sig inspirere af den new orleanske musikmangfoldighed og kogt en solid, krydret gumbo sammen af mange af de stilarter, New Orleans byder på. Fem af numrene er klassiske sange fra stadens store musikkatalog. Vi får Bobby Troups “Route 66” fra 1946 (foreviget af folk som Chuck Berry og Nat King Cole), Earl Kings “Big Chief”, der blev et hit for legenden Professor Longhair i 1964, Ahmet Erteguns arketypiske boogie woogie-vidunder “Mess Around”, der var en af de sange, der kickstartede Ray Charles (og stadigvæk står som en af højdepunkter i mandens karriere) og “Hey pocky-a-way”, en Allan Toussaint-sang, der blev et glansnummer for The Meters.
Udvalget af covernumre kan kun ses som et udtryk for god smag og L Wood Joys erklærede kærlighed til den musik. Men bandmedlemmerne Lasse Skov og Jakob Riis kan også selv. Det viser de i de fem selvskrevne numre (Skov står for de fire, Riis den sidste i samklang med Lykkegård), der helt er i ånden fra mestrene. Skovs “Shake’n bake” er et stykke fodstampende, rock’n boogie, der leder tankerne hen på Jerry Lee Lewis og Dr. John the Nite Tripper. “Workin’ So Hard” er sirupsejt swingende som den rock’n roll, man fx finder hos the Fat Man himself, Fats Domino.
Associationerne til forbillederne står også i køb på de to sidste numre “Make you feel so good” (Skov) og “Walking my Bab” (Riis/Lykkegård). Og sådan skal det vel også være, når der er tale om musik, der i den grad er et cadeau til de kunstnere, der har defineret New Orleans som musikalsk centrum gennem et lille århundrede. Men det afgørende er, at L Wood Joys tilsætter et ekstra krydderi af personlighed og vitalitet til den fyldige ret og spiller med en umiskendelig, medrivende spilleglæde, som gør det umuligt for lytteren at holde fødderne, ja, hele kroppen i ro. Det er good time-boogierollswingjazz. Og kan kun anbefales, hvis har smag for den gumbo. Velbekomme!