I går var den radikale økonomi- og indenrigsminister Margrete Vestager i DR Dead-lines Spørgetid. Spørgsmålene drejede sig – forventeligt nok – om ledigheden, den forkortede dagpengeperiode og de mennesker, der ikke når at finde et arbejde inden timeglasset rinder ud. Hvad skal der ske med dem? Det var et tankevækkende indslag, der klarlagde politikeren Vestagers kynisme.

Kynisme – ikke i den filofiske forstand, men den moderne: råhed, hensynsløshed. Vestagers argumentation gik på, at problemet skulle løses ved ‘at gøre plads’ til den ledige på arbejdsmarkedet. Meget sigende talte hun om ‘perioden uden for arbejdsmarkedet’ – underforstået: at befinde sig på arbejdsmarkedet er normen, det normale. Hun talte om ledigheden, som om den ville forsvinde, hvis blot jobcentrene og andre gode kræfter lagde alle kræfter i. Efteruddannelse, jobpraktik, jobrotation.

Men forholdt det faktum, at nogle mennesker ville komme i den situation, at de mistede dagpengene og måtte på socialhjælp – når de engang havde forbrugt evt. aktiver i form af bil, ejerbolig, opsparing osv.- ville hun ikke forholde sig til. For hun havde en holdning, som hun sagde. Man kunne også formulere det sådan: Vestager har en idé eller en ideologi. En sandhed, der forhindrer hende i at se nuanceret på problemet. Fx at erkende, at det kapitalistiske, økonomiske system, hun forvalter, altid har opereret med en arbejdsløshedsreserve. Den ideologiske sandhed forhindrer hende i at erkende dette banale forhold – og at handle politisk ud fra det. Intervieweren konfronterede hende med, at spørgsmålene fra seerne appellerede til hendes følelser – underforstået, at hun var styret af rationalitet. Og det er netop en pointe: Den politiker, der alene er styret af sin rationalitet, er kyniker i den banale forstand.

Apropos: Regeringens kyniske distance