I weekendens udgave af Information interviewes journalisten Claes Kastholm Hansen om Haaest-sagen. Kastholm Hansen var formand for det udvalg i Kunstrådet, der tildelte Erik Haaest 2 x 100.000 kr. til en fagbog om Anna Lund Lorentzsen, der under krigen arbejde for HIPO.

I artiklen forsvarer Kastholm Hansen, der selv betegner sig som “liberal”, legatet med, at udvalget udelukkende skulle tage stilling til selve det fremlagte projekt. Det fremgår også, at udvalget, der ud over Kastholm havde fire andre medlemmer, var helt enig om, at “det var et værdigt projekt”.

På et spørgsmål om betydningen af Haaests Holocaust-benægtelse, svarer Kastholm Hansen dog: “Hvis det var kommet frem i processen, at Erik Haaest så groft negligerer Holocaust, ville han ikke have fået pengene. Det er ikke en moralsk, men en rent faglig vurdering”. En mand, der kan sige noget så snotdumt, må have en meget lemfældig omgang med kilder og historiske fakta”. Underforstået: Hvis selve projektet havde afsløret en faglig inkompetence, så havde man vendt tommelfingeren nedad. At Haaest i andre sammenhænge har afvist eksistensen af krematorier i Auswitz og har forsvaret den danske nazist Søren Kam, skal ikke lægges ham til last i behandlingen af ansøgningen. For – med Kastholm Hansens ord – “vi øver ikke sindelagskontrol”.

Tildelingen af pengene er som omtalt blevet mødt med massiv kritik. Til koret af kritikere hører journalisterne Poul Smidt og Erik Jensen, der fortolker kulturministerens udnævnelse af Claes Kastholm Hansen som udtryk for en politisk højredrejning i Kunstrådet. Underforstået: At kun med en højresnoet formand ville et “nazistisk” projekt finde støtte. Hvilket Kastholm Hansen opfatter som injurierende.

Sagen om Erik Haaest og skattekronerne er på mange måder interessant. For det første afspejler den den pågående kulturkamp mellem de borgerlig magthavere og venstrefløjen. For det andet siger den måske også noget om, hvor omtålelig vores forhold til besættelsestiden endnu er. Selv om nyere historisk forskning på området har tydeliggjort, at forholdet mellem besættelsesmagten og det danske samfund langt fra var så sort-hvidt, som vi lærte i skolen, så er det stadigvæk ubehageligt, når nogen piller ved det mytologiske stof. Hvad enten de gør det på historisk videnskabelig vis eller ikke. Det er nærliggende at se en parallel til denne tematik i hele diskussionen om professor Bent Jensen og forskningen i “den kolde krig”, hvor kampen også går om, hvem der skal have mulighed og ret til at fortolke, hvad der skete i de år.

Sindelagskontrol er en grim ting, der ikke bør forekomme i et demokratisk samfund som det danske. Vi så i halvfjerdsernes Tyskland, hvad det kunne føre til, når venstreorienterede blev udsat for sindelagskontrol: Berufsverbot.

Jeg mener ikke, at der – med det vi ved – er basis for at sætte spørgsmålstegn ved Claes Kastholm Hansens og udvalgets disposition i sagen. Afvisningen af Erik Haaest skal ikke ske ved projektet men ved læsningen af bogen, der udkommer, når hovedpersonen er død. Anna Lund Lorentzen er 97 år gammel, bor og lever i Tyskland, hvor hun har arbejdet med velgørende formål. Og hun har ønsket, at bogen først udkommer, når hun ikke er mere. Lad os vente med kritikken, til bogen ser dagens lys. Det værste, der kan ske, er vel, at bogens udlægning af hovedpersonens gerninger og bevæggrunde vil føre til en frugtbar modsigelse, der vil kunne gøre os alle lidt klogere på besættelsestiden. Og i så fald er de 200.000 kroner givet godt ud.