Rosinen i pølseenden på denne lille liste over Elvis-sange, jeg godt kan li’, henter vi fra debutalbummet fra 1956. Jeg kunne såmæn tage de fleste, men vælger alligevel Bill Blacks "One-sided love affair". Det er endnu en af disse to-minutters-perler. Nummeret er med sin hoppende og dansende rytme – fra sanger til piano (Floyd Cramer?) – mere rockabilly end rock’n roll. Elvis synger legende og næsten drillende oven på den boblende rytmebund – læg mærke til, hvor kælen og drilsk han bliver hen mod slutningen – og igen får pianisten plads til at lege med og udfolde sig inden for den stramme ramme. Nummeret er også et godt eksempel på, at godt nok er Elvis stjernen, men det er i allerhøjeste grad et band, der spiller og synger her.