Blandt mine vinylplader står Robert Crays album fra 1986 Strong Persuader. Det var Crays femte album og gennembrud til det, man kalder mainstream. Pladen nåede op på en 13. plads på den amerikanske LP-liste og gjorde sig også godt i Storbritannien. Den kastede platin af sig, og det er ganske forståeligt. For med Strong Persuader lykkedes det for den talentfulde bluesguitarist og -sanger at lave et album, der ikke alene var et stort bluesalbum, men slet og ret et stor musikalbum. Hvor Cray med de foregående album – fx Bad Influence (1983) og False Accusations (1985) – havde demonstreret, at han var en af den elektriske blues’ fremmeste fakkelbærere efter forbillederne Albert Collins, Elmore James, Albert King, Otish Rush, Hubert Humlin m.fl. lykkedes det for ham med sit femte album at træde ud af en traditionsbunden ramme og finde et udtryk, der både appellerede til bluespurister og i lige så høj grad til det store flertal af pladekøbere.

Selv om Cray ikke siden har kunnet leve op til den kommercielle pladesucces, Strong Persuader fik, så har hans kvalitet og varemærke været, at han i sine bedste øjeblikke netop har kunne forene renlivet bluestraditionalisme med poppens umiddelbare tilgængelighed. På det punkt kan han minde om en af sine egne forbilleder, Eric Clapton, der på godt og ondt også har kunnet den kunst – og fortsat kan den.

Med sin nye plade Nothing but love flytter Cray måske ikke hegnspæle i karrieren og nok ikke så langt ind i mainstream, som pladeselskabet måske kunne ønske sig. Dertil er sangene ikke popvenlige nok. Men det 21. studioalbum i rækken viser på den anden side Robert Cray fra hans mest generøse side som blueskunstner. Et guitarspil, der er økonomisk i sit udtryk og disciplineret som (forbilledet) Steve Croppers, og en stemme, der med sin inderlighed, varme og ja, lidenskabelighed giver et næste perfekt modspil til guitarens skarpe, præcise, beherskede bluesudladninger. Og i øvrigt har Cray en af de bedste stemmer i the blues.

"Nohting but love" er muligvis ikke en plade, der kommer på Billboards Hot-100-liste, men det er et uforfalsket, moderne bluesalbum af den slags, man gerne smider på pladetallerknen uden opfordring. En plade, der med claptonsk bløde ballader og mere potente bluesnumre overbeviser os blueselskere om, at Robert Cray stadigvæk er en bluesfakkelbærer, der er værd at lytte til. Hermed anbefalet.

Nothin but love udkom i går. Robert Cray: Nothin but love. Producer: Kevin Shirley. Provogue Records.