For et par år siden sad jeg på torvet i en ferieby ved vesterhavet. En af den slags feriebyer, der nogle få måneder om året lever højt på, at rundhåndede turister fra Sjælland, Tyskland, Sverige, Norge osv. lægger vejen forbi for at komme til stranden og gør holdt for at drikke, spise, nyde en is og forbruge. Og feriebyen ser også ud, som de fleste gør. Moderne glas- og betondominerede bygninger, der i deres blanke anonymitet kunne ligge hvor som helst på et strøg i provinsen og med deres mærkevarer og standardprodukter er både håndgribelige og flygtige manifestationer af et omsiggribende marked, der ikke vil kendes ved hverken historie, nationalitet eller lokalkolorit. Flygtige, fordi de sandsynligvis ikke er der næste år, men er erstattet af et andet udsalg. For sådan er markedet…

Der på torvet sad jeg i solen under min australske outback-bøllehat og blev underholdt af en gruppe lokale linedancers. Mænd og kvinder fra oplandet, der kastede sig ud i den amerikanske afart af folke- og kædedans, som er en del af country-og-western-kulturen, men har sit udspring i indvandrernes importerede folkedanse. Iført cowboyhatte, -skjorter, -støvler, -kjoler i mere eller mindre udført grad kastede danserne sig ud i de repetive trin ledsaget af en energisk, kvindelig caller og en ghettoblaster med countrymusik.

Oplevelsen var ambivalent. På den ene side var der noget alt for bekendt ved fænomenet for en vestjyde –  ja, esbjergenser – som mig. Linedancen er lige så typisk for det jyske Udkantsdanmark som bingo- og bankohaller, trailere og kaffepunch. Og i de dansende kroppes engagerende udfoldelser genkendte jeg med et strejf af ubehag noget, jeg selv er rundet af. En kultur, der også er mig, men som jeg  på den anden side  har distranceret mig lidt fra ved at flytte til en stor universitetsby ved østkysten for mange år siden. Sådan er det at blive ramt af solidaritet og fremmedgørelse på en og samme gang.

Jeg kom til at tænke på ovenstående oplevelse, da jeg lyttede til Søren Kroghs nye album Hardcore troubadour, hvor han i den tredje sang besynger og fortæller om “Linedancer’n” – fyren, der ‘aldrig har haft en hobby’, men begynder at gå til linedance fra ‘kl 19 til 21.10’, selv om kammeraterne ‘siger det ligner sgu da Svansenes regndans’. Måske tilskyndet af drømme om calleren Belinda, ‘nattens dronning’. Drømme, der ‘ingen ende vil tage’. I en tilsyneladende ligefrem sangtekst fortæller Søren Krogh en let distanceret, men dybt solidarisk fortælling om linedancer’n. En tekst, der i musikkens greb folder sig ud og afslører sin sanseligt-konkrete hverdagspoesi i formuleringer som “De drikker termokandekaffe og får kiksekage i pausen/ Og han ved det er Belinda den er bagt af“. Formuleringer, der ville dumpe i enhver håndbog i moderne lyrik, men blot er en demonstration af, at poesien ikke lader sig sætte på formel eller fastholde, men lever i hverdagsproget.

Historien om den unge jyde, der danser linedance i blankpolerede cowboystøvler oven på Fakta og næres af drømme om kærlighed og romantik illustrerer meget godt en kvalitet ved Kroghs sangskriverkunst. Krogh udstiller ikke sine personer, men viser dem dem i deres sammensathed af det genkendelige og det, der ligger under. Måske griner vi  som kammeraterne  lidt af linedancer’n, men Krogh viser os, at der er god mening med galskaben.

Som albummets fortræffelige og træffende titel peger på, så er Søren Krogh en hardcore troubadour. I mange af de i alt 11 sange på pladen fortæller Krogh små, koncentrerede historier eller snapshot-noveller om personer  Karla, Coco & Albatros, Kreidler Kleptomanen, Tatjana Elinor og Trailerkongen  i et sprog, der er ligefremt og forståeligt, men i kraft af sin stærke forankring i det konkrete hverdagssprogs sætninger og gloser og i sine sansninger glider ind og bliver en poetisk del af det samlede muskalske udtryk. Søren Krogh har lavet en plade med Jeppe Åkjær-sange. Som sangskriver minder han mig om den jyske novellemester St. St. Blicher med sine små tætte fortællinger og små skæbner i Tolne, Hirtshals eller Sdr. Rudbjerg.

Som fx i sangen “Karla Karla”, der ikke så meget handler om den polskafstammende roerakkerpakpige Karla i titlen, men om fyren fra flydedokken, der savner sin Karla, der gik bort, fordi han ‘råbte ud i natten’. Historien om en fyr, der holder med taberen, men selv er lidt fortabt, sådan som man nu er, når man falder ud af kærligheden. Eller den måske lidt for sentimentale historie om parret “Coco & Albatros”, for hvem pengene ikke har betydning, ‘så længe du og jeg vi har os’. Her er sangens troværdighed på spil i en banal happy end. Men måske siger det også noget om sangskriverens mod, at han tror på banaliteten. For den eksisterer jo, derude i virkeligheden. Troværdigheden er til gengæld ikke på spil i portrættet af den uregerlige sigøjnerpige Tatjana Elinor, der forfører mændene i Sdr. Rudbjerg og omegn ‘med gnistrende øjne og kaffesort hår’, så der går gny om hendes meriter. Meriter, fortælleren kun har hørt om, men som har efterladt en hvisken i øret og en drøm i hovedet, som sangen udspringer af. En sang, der handler lige så meget om at skrive sange som et bestemt stykke kvindfolk.

Det er nærliggende, ja, alt for nærliggende, at sammenligne Søren Krogh med de efterhånden mange fine troubadourer, vi er velsignet med i dette lille land. Niels Hausgaard og Allan Olsen ligger lige for, fordi de også kommer deroppe fra. Men også fx C. V. Jørgensen, Poul Krebs og Telestjernen kunne man trække frem. Og selv om der er mindelser og ligheder i den fortællende sangskrivning, det lokaltpatriotiske perspektiv og i den musikalske inspiration fra ikke mindst den amerikanske singer-songwriter-tradition, så stikker Søren Kragh lige som de nævnte kunstnere ud i kraft af sin helt personlige tilgang til sangskrivningen.

I et interview med Nordjyske har Søren Krogh nævnt sin musikalske inspiration fra countrymusikken og amerikanske singer-songwritere som fx John Hiatt en af de sangskrivere og musikere, andre musikere ynder at trække frem. Og der er heller ingen tvivl om, at Søren Krogh og hans hold af yderst kompetente musikere bevæger sig inden for et lydbillede, der netop kalder på associationer til disse stilarter, forstærket af arrangementer med instrumenter som dobro, mandolin, mandola, banjo, harmonika osv. Jeg skal nok skåne læserene for alle de indskydelser, jeg har fået undervejs ud over Dylan og Hiatt  men vil blot pointere, at holdet med Krogh i spidsen spiller, så det er en fryd. Det er musik, der sagtens tåler sammenligning med forbillederne. Hermed anbefalet.

Hardcore troubadour hedder pladen som sagt, og den udkommer i dag på Exlibris, der også har andre af Kroghs i alt syv plader i kataloget. Søren Krogh burde slå igennem til et stort publikum med denne plade, der i kraft af sine solide, gode sange, sit høje musikalske niveau og ikke mindst sin kunstneriske modenhed fortjener mange lyttere.