Hvis ikke min erindring svigter mig helt, så var det min tante Agathe og min onkel Svend, der gav mig singlepladen, som man kan se på fotoet ovenfor. Og jeg kan tydligt huske, at min tante, der aldrig havde gået til spil eller lært noder, men spillede efter gehør, fremførte “Wooden Heart (Muss i denn)” for mig på harmonika – efterfulgt af hendes altid hjertelige latter. Det var nok disse omstændigheder – og så den kendsgerning, at det er en sød, lille, iørefaldende popsang, der sikrede sangen en varig plads på min Elvis-favoritliste.

Selv om single lå hele seks uger på den britiske singlehitliste i 1960, så tror jeg ikke, at den betragtes som en af Elvis store sange. Den var med i filmen “G.I. Blues” og reflekterer sammen med B-siden “Geschichten aus dem Wienerwald” Elvis’ værnepligtsperiode i Vesttyskland. Sangen er en kuriøsitet, der bygger på en gammel tysk folkesang, som er blevet opdateret af Fred Wise, Ben Weisman, Kay Twomey og den kendte tyske orkesterleder Bert Kaempfert. Elvis synger fire linjer på tysk i sangen. Tyskland var jo – og er – et stort marked for underholdningsindustrien.

Jeg har stadigvæk singlen, og det er en af den slags sange, der vækker bestemte, udefinerbare følelser og hensætter en til et bestemt sted og en bestemt tid.