Modsat kollegaen Neil Young, der er mere aktiv og kreativ end nogensinde, trods hjerneblødning og fremskreden alder, så er Stephen Stills en blegnet stjerne. Engang var de – på godt og ondt – konkurrenter og kolleger. Først i Buffalo Springfield og derefter i supergruppen Crosby, Stills, Nash & Young. Som sidstnævnte bandnavn mere end antyder, så var der tale om en flok individer og individualister – store egoer, der alle havde talent nok til en solokarriere, men alligevel ønskede at lave noget sammen. Hvorom alting er, så blev der lavet mange lytteværdige plader. Stephens Stills var også meget produktiv dengang. Ud over bandpladerne med de nævnte grupper, lavede han soloplader, hvoraf de første to er klassikere i deres egen ret. Han var også med i sit eget superband Manassas, der kastede fine plader af sig. Siden har der været langt mellem snapsene for hans vedkommende. Måske berøvede succes og penge hans skaberkraft. Det er jo set før…
Nu har det lille nostalgiske forlag Rhino fået lov til at udsende nogle demooptagelser, som Stephen Stills lavede i den korte periode mellem Buffalo Springfield og C, S, N & Y. Dengang var han kæreste med sangerinden Judy Collins og sammen indspillede de en håndfuld sange, der siden er blevet klassikere i de endelige versioner. Playlisten ser således ud, og kendere vil genkende mange af sangtitlerne:
* All I Know is What You Tell Me
* So Begins the Task
* Change Partners
* Know You Got To Run
* The Doctor Will See You Now
* Black Queen
* Bumblebee (Do You Need A Place to Hide?)
* Judy
* Dreaming of Snakes
* Suite: Judy Blue Eyes
* Helplessly Hoping
* Wooden Ships
* Treetop Flyer
Anekdoten fortæller, at Stephen Stills i april 1968, efter at han havde forladt Buffalo Springfield, gik ind i et pladestudie, smed en bunke dollars på bordet og sagde til produceren: Just Roll Tape. Det blev så titlen på den nye udgivelse. I øvrigt endte optagelserne i skraldespanden, hvorfra en behjertet sjæl reddede dem, så de nu 40 år efter kan udsendes i remastered og renset stand…
Stephen Stills anno 1968: Black Queen:
Manassas It does’nt matter, 1972: