Markeringen af Elvis’ bortgang for 35 år siden blev hængende lidt i bevidstheden. Og lister over Elvis-sange – bl.a. ovre hos Unmack – satte mig på sporet af listemageriet. Så jeg tænkte, jeg ville fremhæve 10 Elvis-sange, der står mit hjerte særligt nært. Det er sange, jeg enten har på plade og har lyttet meget til, eller sange, der af en eller anden grund gik rent ind, første gang jeg hørte dem. Forklaring og oplysning følger. Her er den første – “Don’t be cruel”.

Elvis’ fortolkning af Otis Blackwells “Don’t be cruel” har for længst skrevet sig ind i rock- og pophistoriebøgerne som et af alle tiders største sange. Rolling Stone har taget den med som nr. 96 på deres top 500 over de bedste sange gennem alle tider. Og i mine ører er lige netop det nummer nærmest den perfekte popsang inden for 2 minuttersskabelonen. B-stykket, der sidder lige i korttidshukommelsen, den swingende basguitar, der indleder sangen og anlægger det swing, som løber gennem hele sangen, den enkle, elegante udgang – og så det sublime samarbejde mellem koret – The Jordanaires – og Elvis’ helt ubesværede frasering, der får det hele til at lyde så ligetil – sådan som en popsang helst skal være.

Historien om, hvordan Otis Blackwell forærede royaltiesrettigheder bort til Elvis til gengæld for, at han indspillede sangen er legendariske. Elvis var i 1956, hvor sangen blev indsunget, en shooting star. Og Blackwell vidste det. Og når man lytter til en sang som “Don’t be cruel” er det svært ikke at blive benovet over, hvor god en sanger Elvis var dengang. Det var også en sang, der pegede frem – fra den hoftevridende rock’n roll (der stadig kan høres på “Hound Dog”, B-siden til “Don’t be cruel”) mod tressernes pop.

Der gik faktisk mange år, inden jeg fik denne sang på plade, så det var gennem radioen, den først fik sin virkning.