Engang midt i halvfjerdserne stod jeg uden for Stakladen ved århus Universitet sammen med en studiekammerat. Inden for var Gasolin lige gået i gang med en koncert, og stemningen var allerede høj, kunne vi høre ud af vinduerne ud til Ndr. Ringgade. Min kammerat ville ind, men jeg havde ikke lyst. Jeg var nemlig ikke fan af Gasolin dengang, de blev Danmarks svar på The Beatles. Jeg ejede faktisk ikke en plade med dem, og opfattede dem vist nærmest som et teenageboyband. Og selv om jeg lyttede til dem i radioen, hvor Hans Otto Bisgaard gjorde alt, hvad han kunne for at promovere dem – på den fede måde – så prellede det af på mig. Jeg var mere til C. V. Jørgensen og de amerikanske bands.
Det var ikke rigtig gået op for mig dengang, hvor fantastisk det var, at et garagerockband fra det indre København kunne blive Danmarks største orkester, der favnede både rocken og den danske musiktradition og havde format nok til at blive verdensberømte, hvis ikke lige sproget havde stået i vejen. Først da Gasolin for længst var gået i opløsning kom de ind under huden på mig. Og nu står de oppe på hylden i bokssættet og minder mig om min egen bagklogskab.
Franz Beckerlee fylder 70 i dag og jeg kommer til at tænke på dengang, hvor han i nogle radioprogrammer fortalte om Jimi Hendrix’ betydning for hans guitarspil. Med stor begejstring og teknisk know-how løftede han mangen et slør for, hvordan Jimi – og Franz – kunne aflokke den elektriske guitar alle de udtryk, der var med til at gøre el-guitaren til et særligt privilegeret instrument i halvfjerdserne.
Til lykke med dagen.
Dejlig dag 😀