Heads, Hands and Feet

Author:



For en rum tid siden havde jeg lejlighed til at se mindekoncert for afdøde George Harrison. Blandt de mange venner, der bidrog til at gøre koncerten til en værdig mindekoncert for den afdøde Beatle, var guitaristen Albert Lee (ikke at forveksle med tidligere omtalte Alvin Lee). Albert Lee startede helt tilbage i halvtredserne med at spille guitar og udviklede sin egen spillestil, der kombinerede brugen af plektrum og fingerspidser.
Musikstilen var en blanding af rhytm-and-blues, country og rock’n roll, og den første succes opnåede han som medlem af sangeren Chris Farlowes band, the Thunderbirds, i tresserne.
Det var dog først med gruppen Heads, Hands & Feet, at Albert Lee opnåede superguitariststatus. De øvrige medlemmer var sangeren Tony Colton,  trommeslageren Pete Gavin, bassisten Chas Hodges, keyboardspilleren Mike O’Neill og andenguitaristen Ray Smith. I perioden 1971-73 indspillede gruppen tre albums af høj kvalitet. Det første, der bar bandets navn, i 71. Og det efterfølgende to år kom henholdsvis On The Tracks og Old Soldiers Never Die. De to første er genudsendt på cd. Der er også kommet en cd med titlen Home from Home (The Missing Album), hvis titel vist siger, hvad det drejer sig om. Derimod er Old Soldiers Never Die vist ikke overført til cd. Hvilket måske skyldes rettighedsproblemer.
Stilen på pladerne var country-inspireret rock med kant. Pladerne er i dag samlerobjekter for folk med smag for countryrock. Efter sigende har de en høj status i countrymusikkens Mekka Nashville… Gruppens og Albert Lee navnkundighed udsprang dog ikke mindst af gruppens hyppige koncerter, der gjorde bandet til et meget populært liveband i Storbritannien. Populariteten var så udtalt, at de blev inviteret til Tyskland for at optræde i capacs nostalgiprogram Beat-Club, hvor man havde næse for gode live-acts. Det var her, jeg fik ørerne op for bandet og dets indlysende kvaliteter.
Efter gruppens opløsning rejste Albert Lee til USA, hvor han ud over at have sit eget band Albert Lee Band (med et par af de gamle venner fra Heads, Hands and Feet) har været sideman for en række store navne: Emmylou Harris’ Hot Band, Eric Clapton, The Everly Brothers og ex-Rolling Stone Bill Wymans Rhytm Kings. Bare for at nævne et par stykker.

Youtube er leveringsdygtig i en håndfuld videoer. Her er nogle af dem:

En fransk optagelse:

Og en optagelse fra 1971:

 

Og Song for Suzie fra samme år:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *