Som der står på dødsannoncen, så er “den vise rockpoet” Laus Bengtsson død.
Han døde d. 9. august og blev 74 år. I de mytologiske tressere – årene omkring 1967 og 1968 – var Laus en af dem, musikinteresserede talte om. Han leverede tekster til Alrune Rod og Povl Dissing, hvis klassiske værk “Nøgne øjne” blandt andet fik sin klassikerstatus i kraft af Bengtssons hippiepoetiske tekster.
Sammen med åndsfællen Eik Skaløe fra Steppeulvene var Bengtsson en af de vigtigste eksponenter for den dansksprogede beatmusik, der dukkede op i kølvandet på pigtrådstiden og under inspiration fra en ung, amerikansk singer-songwriter ved navn Bob Dylan.
Jeg har vist aldrig set et foto af Laus Bengtsson. Og leder man efter biografiske oplysninger, så kan det være svært at finde andet end fødselsdato og datoen for hans død. Måske var han blot en stille person, der lod sine tekster tale for sig selv. Og det gør de stadigvæk, selv om tiden er løbet fra hippiedrømmene.
For snart længe siden skrev jeg følgende stykke om Laus Bengtsson: “Laus Bengtssons navn er dukket op flere gange i denne blog, senest i forbindelse med omtalen af Alrune Rod, det gode gamle hippieorkester. Men også i en anden sammenhæng: som anmelder af beatmusik i Der Gror Ikke Mos På En Rullesten, som han oven i købet redigerede. Som Informations anmelder Klaus Lynggaard anfører et sted, så var det ikke som musikanmelder, Laus skulle slå sine folder, men som beatpoet, som leverandør af mundrette, poetiske sangtekster til danske kunstnere inden for beat, folk m.m. Og sådan blev det da også dengang i tresserne.
Laus tjente vist til dagen og vejen som journalist og ansat i et reklamebureau, men havde ambitioner om at skrive “beattekster”. Man må sige, at han fik en imponerende start. Dels leverede han teksterne til Alrunes Rods tidligere omtalte milepæl i danskrocken. Men inden da satte han også sit poetiske vandmærke på et andet af tidens – og eftertidens – store plader i danskrockens historie: Povl Dissings debutplade, der blot hed Dissing, men aldrig blev kaldt andet end “Nøgne øjne”, der blev udsendt på Sonet i 1969.
I følge anekdoterne rendte Laus Dissing på dørene med sine tekster eller ord, som der står på pladens omslag for at overtale ham til at indspille sangene. Sammen med nogle af tidens bedste musikere The Beefeaters og Benny Holst indspillede Dissing så otte sange, der alle kredsede om et af tidens store hippietemaer: kærligheden. Pladen er blevet genoptrykt flere gange, blandt andet under den folkelige titel Nøgne Øne og i en digitalt remastered udgave. Den kan også købes som mp3 på de store downloadsites.
Alt i alt siger det noget om pladens holdbarhed. Efter den markante debut som beatpoet blev der mere stille om Laus Bengtsson. Måske, fordi tiden efterlyste mere realistiske, for ikke at sige politiske tekster. Apropos Dissing, så kunne min far ikke døje ham. Når jeg lyttede til Dissing på B&O-radioen måtte jeg skrue ned eller tage hovedtelefoner på for at undgå den gamles brokkerier og vrængen ad Dissings sangkunst. Sådan var det jo dengang. Dissing skilte vandene. Nogle mente, at han burde holde sin kæft, andre, at han var dansksproget blues, når det var bedst. Hvil i fred.