I går lakkede det så – omsider vil nogen mene – mod enden for den 30. Olympiade i London. Og i tre stive timer markerede man afslutningen med et spektakulært, broget show, hvor man i teatralske optrin og med masser af musik skildrede noget af briternes og londonernes hverdag, så vidt jeg havde forstået det.

Og jeg holdt ud hele vejen igennem, fordi jeg havde hørt nys om, at bl.a. The Who ville optræde. Og det gjorde de og slap efter omstændighederne mere end hæderligt fra det med et gedigent potpourri over Baba O’Reilly, See Mee Feel Me og – selvfølgelig – My Generation. Med ‘omstændighederne’ tænker jeg mest af alt på, at musikken let bliver et gidsel i sådanne stadionomgivelser. Det er noget af en opgave at levere en bare acceptabel lyd i en stor gryde med 80.000 mennesker.

At det var et problem blev fx understreget, da Emeli Sande sang. Først lød det, som om hun ikke kunne følge klaveret (eller omvendt) og senere blev sangen forvrænget af et ekko. Madness havde også deres problemer med at trænge igennem med "Our house". Det var kun, fordi folk kendte omkvædet så godt, at det gik nogenlunde.

Som helhed betragtet gik det dog hæderligt og acceptabelt. Højdepunkterne for mig var, da Ray Davies fremførte "Waterloo Sunset". Den sang er og bliver en klassiker, og den gik rent igennem. Også "overraskelsen" med en vist aldrig før vist video med John Lennon, der synger "Imagine", var et vellykket indslag. Som Fruen rigtignok bemærkede, så er "Imagine" en rigtig god popsang, en af de bedste fra Lennons solokarriere. Apropos Lennon, så var det også sjovt at bemærke, at Beatles var med hele vejen igennem med deres sangskat. Især sange fra Sgt. Pepper var med til at gøre afslutningen Beatlesk.

Efterfølgende kunne jeg alligevel ikke lade være med at undre mig over, at et stort sportstævne som åbnings- og afslutningsceremoni forvandles til en slags stort rockshow. Hvis jeg skal tage de kritiske briller på, så ville jeg mene, at scenerierne – deres underholdningsværdi ufortalt – trak opmærksomheden væk fra de egentlige deltagere, sportsfolkene. Men sådan er det vel, hver gang rocken og poppen står i en anden sags tjeneste…

Jeg kunne ikke finde en anstændig video med Ray Davies’ optræden, men den her udgave har sangens magi: