“Statistikkerne taler deres eget tydelige sprog. Stadig flere danskere kæmper med ondt i sindet. Men vi taler ikke om det på samme måde, som når vi diskuterer parforhold, privatøkonomi og karriere.

FAKTISK TALER vi stort set ikke om det. Og da slet ikke på Christiansborg. Her har de sidste års eksplosion i psykiske lidelser ikke tiltrukket sig den nødvendige opmærksomhed, til trods for at det invaliderer hundredtusindvis af danskere, presser folk ud i sygemeldinger eller på førtidspension og – hvis udviklingen fortsætter – kommer til at lægge et stort pres på både sundhedsvæsen og velfærdssamfund.

Det skal der laves om på.”

Ordene er sundhedsminister Astrid Krags. De står at læse i hendes kronik “Det er ikke din skyld” (Politiken d. 7. aug.), hvor hun starter en – efter min mening – meget vigtig debat om, hvordan vi bør tage fat på det problem, det er, at tusindvis af danskere får alvorlige psykiske problemer af at gå på arbejde. I vor tid er arbejdet for mange blevet så belastende, at “depression”, “stress”, “angst” m.m. er blevet diagnoser, som rigtig mange må leve med i lang tid. For nogle medfører det førtidspensionering. For andre også fysiske sygdomme og hjerneskader.

Som Krag skriver, så taler statistikkerne deres tydelige sprog. Senest hørte jeg, at min egen fagforening, Magisterforeningen, hver uge har 100 tilfælde af stresssygemeldinger. Og vi taler om en relativt lille fagforening.

I betragtning af, at stressfænomenet har været et voksende problem siden begyndelsen af 1990’erne, så kan man godt undre sig over, at den strategi, der har været for behandling af problemet, har været, at man gjorde det til den enkeltes problem. Hvis man bliver syg, sygemeldes man, medicineres med anti-depressiv medicin og modtager måske en eller anden form for individualpsykologisk hjælp (kognitiv terapi, coaching etc.) og kommer – måske – mere eller mindre ‘rask’ tilbage på et arbejdsmarked, hvor tingene blot er blevet værre – og hvor man så skal forsøge at klare sig, så godt man nu kan.

Nogle – især større virksomheder – har for længst indset, at de måtte gøre noget og sørger for at der er hjælp til den individuelle behandling gennem sygeordninger og -forsikringer. Og fint nok med det. Men vi mangler, at der bliver rettet fokus på den måde, vi organiserer og indretter arbejdsmarkedet på. Ser vi bort fra det økonomiske aspekt – at det koster uhyre summer i tabte arbejdstimer, sygedagpenge, førtidspensioner osv. – så er det alarmerende, at vi accepterer er arbejdsliv, der har så store menneskelige omkostninger. Ikke kun for dem, der direkte rammes, men også for alle de mennesker – familier, venner osv. – der berøres af problemet.

Som Astrid Krag er inde på i sin nænsomt formulerede artikel, så handler stress, depression osv. om, hvordan vi indretter samfundet. Om hvilket samfund vi vil have. Derfor er det nødvendigt, at vi gør op med den tankegang, hvor “mere arbejde”, “vækst”, “konkurrence”, “globalisering” osv. – altså de ideer, der præger det overordnede debat i en krisetid – er bestemmende for samfundsudviklingen. Vi må sadle om, så arbejdslivet ikke alene længere bestemmer vores liv, men vi selv bestemmer over arbejdslivet.

Astrid Krag har startet en vigtig debat. Og man må håbe den lille kronik og de initiativer, Astrid Krag følger op med, vil sætte skub i en nødvendig ændring af samfundsindretningen.

Læs artiklen. Hvis du ikke kan få fat i avisen på print, så kan du læse artiklen via www.bibliotek.dk (log ind og find den via Infomedia).