Med sit lange hår, sin lange frakke, tværfløjten og narrens attitude forstod Ian Anderson at brande sit band Jethro Tull, længe før ordet “branding” blev et gængs management-buzzword – og måske uden at tænke over det på den måde. For brandet opstod lidt ved en tilfældighed.

I morgen fylder den skotske sanger, multi-instrumentalist og sangskriver Ian Scott Anderson, der er mest kendt for sin rolle i Jethro Tull, 65 år.

Andersons vej til musikken ligner mange andres. Han voksede op i en skotsk familie med interesse for musik. Faderens samling af plader med jazz og bigbandmusik var med til at vække drengens interesse. Og da rock’n roll-musikken i efterkrigsårene fængede hos de unge, blev også Ian grebet af den nye musikalske dille.

Familien, der oprindeligt boede i Edinburgh, flyttede til Blackpool, hvor Ian kom til at gå på en af de mange art colleges, som i tresserne var vækstbænke for beatmusikkens spirer. I 1963 dannede han så gruppen The Blades sammen med en håndfuld studiekammerater. Og helt efter bogen var det blues og anden sort musik, de spillede. Fløjten var endnu ikke kommet ind i billedet. Angiveligt var årsagen til at kaste sig over netop det instrument, at Anderson ikke ønskede at blive endnu en Eric Clapton-klon. Og det kunne han jo have en pointe i. I hvert fald skilte han sig markant ud med sin tværfløjte.

Ideen med at stå på et ben og spille opstod vist ved en tilfældighed, men tilfældigheden var med til at anspore Ian Anderson til at gøre sin sceneoptræden og -fremtræden til en så væsentlig del af hans musikalske karriere, at man netop kan tale om “image” eller netop “brand”. Med sin mere og mere selvbevidste iscenesættelse som nar, middelaldertroubadur osv. blev Ian Anderson identisk med Jethro Tull – og har været det i de fire årtier, bandet har eksisteret.

Som musiker er Ian Anderson selvlært, og det forklarer hans distinkte fløjtelyd. Ved siden af tværfløjten spiller han en lang række isntrumenter – guitar, bas, harmonika m.fl. – men det er især som fløjtenist, han er kendt. Musikalsk er han en eklektiker. Både i sin sangskrivning for Jethro Tull og som soloartist. Men rocken som bund bruger Anderson pop, jazz, klassisk symfonisk musik, blues m.m. og skriver sange, der både er personlige og til tider også – i bedste engelske tradition – udtryk for kritisk samfundssatire.

Jethro Tull – Aqualung

[foto – lånt fra en fanside, ikke krediteret]