There’s a bright, golden haze on the meadow

There’s a bright, golden haze on the meadow.

The corn is as high as an elephant’s eye

And it looks like it’s climbing clear up to the sky.

Oh, what a beautiful Mornin’

Oh, what a beautiful day.

I’ve got a beautiful feelin’

Everything’s goin’ my way.

Sangen “Oh what a beautiful morning” var en af de sange, vi ofte sang, da jeg gik i folkeskolen. I engelsktimerne. Og allerede dengang kunne jeg godt lide Rogers og Hammersteins sang fra musicalen Oklahoma!. Sikkert, fordi den har så oplagte popkvaliteter. Melodien falder lige ind i øret og bevidstheden – og sørgede i mit tilfælde for, at også teksten blev lejret godt og grundigt ind i de grå celler. Jeg kan huske, at jeg dengang syntes, at linjen “The corn is as high as an elephant’s eye” var fantastisk. Sanselig og poetisk ville jeg nok sige i dag.

Jeg blev mindet om denne sang, da jeg faldt over James Taylors fortolkning (fra albummet Covers (2008). Taylors på en gang loyale og samtidigt meget personlige og ufravigeligt Taylorske udlægning er en eksemplarisk illustration af, hvad den gode fortolkning kan. Nemlig åbne ens ører for de kvaliteter, der er i en sang eller et stykke musik. Kvaliteter, der måske er blevet glemt, fordi man har hørt de kendte udgaver så ofte…

Og James Taylor kan det der – det kan man læse om i Torbens koncertomtale fra Taylors optræden i Tivoli tidligere på året.