Siger man The Knack, så tænker de fleste sikkert på “My Sharona” og det amerikanske new-wave-band af samme navn. Men årtiet før – tresserne nærmere bestemt – var der et andet amerikansk band, der også hed The Knack. Det blev aldrig så kendt, men delte skæbne med deres efterfølgere på et punkt. New Wave-bandet blev – på godt og ondt – sammenlignet med The Beatles. Især da de udsendte debutalbummet Get the Knack, som helt ud i layoutet sendte tankerne tilbage på The Beatles og albummet With the Beatles. Og tresserudgaven af The Knack måtte døje med samme reference.
For tresserbandet var sammenligningen med de fire mopheads fra Liverpool endnu mere belastende, for deres pladeselskab – Capitol – valgte at markedsføre dem som “bedre end the Beatles”… The Knack forblev dog et amerikansk fænomen med begrænset succes. Dink Kaplan, Mike Chain, Larry Gould, Pug Baker og senere Bobby Cochran kaldte sig oprindeligt The Inmates (ikke at forveksle med det britiske R&B-band af samme navn) og huserede på scenerne i det sydlige Californien i midten af tresserne. Under navnet The Knack fik de indspillet fire singleplader i årene 1966 til 1968.
Sammenligningen med The Beatles var ikke tilfældig. Som mange amerikanske bands i de år var The Knack dybt inspireret af The British Invasion. Lytter man godt efter kan man både høre The Beatles, The Hollies og andre britiske bands i lyden fra The Knack. Men plademærkets markedsføring kunne have været heldigere, for nu at sige det pænt. Kontrakten med Capitol førte dog til en hel del optrædener rundt omkring i USA og på de lokale og nationale tv-stationer. Men The Knack druknede i tidsånden, og blev aldrig til det, marketingsafdelingen drømte om.
Nu kan man så høre, hvad The Knack havde at byde på, idet alle deres indspilninger fra perioden er samlet på en cd med titlen Time Waits for No One: The Complete Recordings.
