Min dengang i 1990’erne lille datter blev indfanget af det engelske popfænomen Spice Girls’ “girl power”. Og som jeg husker det, så var det også mere end svært ikke at bliver eksponeret for den massive markedsføring pigerne – Melanie Chisholm (“Sporty Spice”), Emma Bunton (“Baby Spice”), Melanie Brown (“Scary Spice”), Victoria Beckham (“Posh Spice”) og Geri Halliwell (“Ginger Spice”) – blev genstand for. Og var man af hunkøn i den modtagelige alder var det nærmest umuligt ikke at være solgt til stanglakrids.

I en branche, hvor pengene spiller en større rolle end musikalitet og talent, kan det være svært at argumentere mod salgstal som fx 28 millioner solgte eksemplarer af et debutalbum og et samlet salg på 75 millioner. Det fortæller noget om, hvor langt man kan nå med en begrænset, men klogt udnyttet, talentmasse, en indiskutabel feminin (sex)appeal og en vellykket branding bestående af lige dele mainstreamspiselig feminisme (“girl power”), britisk selvhævdelse og professionel musikalsk opbakning. Spice Girls var et regulært industriprodukt, hvilket blev understreget af de tegneserieagtige navne, som de fem kryddersild blev udstyret med.

Gruppen blev undfanget i 1994 og højdepunktet på deres kortlivede karriere var årene 1996-1998, hvor kasseapperaterne glødede med indtjening i omegnen af 75 millioner pund pr. år.

Spice Girls blev i kraft af og på trods af hele det kommercielle cirkus omkring dem ikoner for halvfemsernes popkultur og foregreb en række senere kvindelige popartister – ikke mindst Lady Gaga – med deres girl power-image. Og det sjove er, at Spice Girls langt hen ad vejen som markedsføringsprodukt stod i gæld til The Beatles, der jo for alvor startede hele merchandise- og brandingfænomenet i poppen.

I 1998 forlod Geri “Ginger Spice” Halliwell gruppen efter en del rygter om indre splid og andet for at gå solo. Samme år debuterede hun med albummet Schizophonic, der siden er blevet fulgt op af endnu et par album, Scream if you wanna go faster (2001) og Passion (2005). Halliwell nød godt af spicegirlsbrandingen og mediernes fortsatte interesse for pigernes gossipegnede karriereforløb – og havde pæn succes med pladerne – fx singlen “It’s raining men“, der blev nr. 1 i England i 2001. Og et vist talent for at synge pop og en kernesund, britisk piget sexappeal kunne man heller ikke tage fra hende. I 1999 udsendte hun – 27 år gammel – sin selvbiografi If Only om livet som kryddersild. Den blev fulgt op af endnu en i 2002. Og i 2007 skrev hun kontrakt om en serie børnebøger om pigen Ugenia Lavender.

Jo, Geri har forstået at slå mønt på ikoniseringen af hende som den rødhårende sild i den lårkorte Union Jack-kjole og har fået fuld valuta for sin talent. Jeg er sikker på, at både hun og hendes bankrådgiver er ganske godt tilfredse. I morgen fylder hun så 40 år. 40 år! Når jeg tænker på Spice Girls så føles det, som var det hundrede år siden de plagede os med “Wannabe” og gjorde små piger til wannabees…

Og efter sigende er der en ny plade på trapperne med Gery senere i år.

[pressefoto]