Som Frank Sinatra og Dean Martin er Anthony Dominick Benedetto – bedre kendt som Tony Bennett – en af de amerikanske sangere med italiensk baggrund, der fandt en levevej som sanger i Amerika. Og til forskel for de to førstnævnte lykkedes det for Tony at overvintre, medens rocken tog over i tresserne og halvfjerdserne, og komme ud af sit kunstneriske hi i firserne med bravour. Og siden har han gået fra triumf til triumf – og har solgt rigtig mange plader.
Bennett og de andres crooneres sangstil har altid haft en lille plads i min musikbegejstring, siden jeg første gang hørte dem i dampradioen. Jeg blev aldrig fan af Frank Sinatra, selv om der er mange af hans indspilninger, jeg godt kan lide. Jeg var mere til drukmåsen Dean Martin – og så Tony Bennett. Det er sangere, der hver på sin måde forstår at fortolke sange med personlig fraseringskunst og udpræget sans for den gode sang og det gode arrangement.
En plade er jeg særlig glad for – når det drejer sig om Bennett – og det er duopladen med k. d. lang. Når denne plade er blevet så velllykket som det er, så er det, fordi k. d. lang langt hen ad vejen står for det samme som de gamle drenge: En god, ja rent ud formidabel stemme, gode sange osv. Blot med et endnu bredere musikalsk spektrum end de mandlige forgængere. Og så er det helt tydeligt, at de to sangere nyder hinandens musikalske samværd. Til lykke til Tone over there.