I går offentliggjorte de ansete engelske filmtidsskrift Sight & Sound en liste over de 50 bedste film i verden. 846 kritikere og andre fra filmbranchen. Og som man kan læse i omtalen af listen, så er der en stor overraskelse. Nemlig, at førstepladsen indtages af Alfred Hitchcock og hans kontroversielle værk "Vertigo" (da. "En kvinde forsvinder"). Det er overraskende, fordi førstepladsen ellers altid har været forbeholdt Orson Welles og hans "Citizen Kane". I 50 år (!) har Welles været den ubestridte nr. 1 på S&Ss liste.

I forlængelse af listen forsøger Ian Christie at forklare, hvorfor Welles er blevet detroniseret. Og en af forklaringerne er oplagt. Vertigo er en film, der vokset støt i filmkenderes agtelse, siden den blev vist første gang. Den var – med en kliché – en film, der var forud for sin tid. Hitchcock, der var kendt for at lave underholdende spændingsfilm for det store publikum, lavede med "Vertigo" et udpræget kunstfilm. Godt nok var der stadigvæk tale om en spændingsfilm, men legen med filmæstetikken var avantgardistisk og den var – og er – både mystisk og mærkelig. I Christian Braad Thomsens bog om Hitchcock kan man læse om Thomsens ændrede syn på værket. En næsten paradigmatisk beretning om filmens usamtidighed.

Historien om Vertigos voksende betydning som film fortæller os noget om , hvor svært det kan være at kanonisere kunstværker i samtiden. Nogle værker er så radikalt moderne, at de misforstås i samtiden og først efterfølgende åbenbarer deres betydning for publikum og kritik.