I hope it isn’t too late

Searching for the time that has gone so fast

The time that I thought would last

My Ever Present Past

Alderen og døden kan vi ikke løbe fra. Og for os alle gælder det om at ældes med værdighed, fx at vide, hvornår kræfterne ikke længere rækker til fordums aktiviteter og handlinger. Ikke mindst, når man er udøver af sport og kunst, er det – ja – en kunst at ‘stoppe i tide’, inden man bliver – med en metafor fra boksningen – et “ringvrag”.

Noget kunne tyde på, at klokken har ringet for sangeren Paul McCartney. Rygterne om stemmesvigt har løbet i forvejen, inden Macca deltog i åbningen af de olympiske lege i London. Og her gentog svigtet sig åbenbart.

Det sidste, man kunne ønske sig som gammel Beatle-fan, er at være vidne til at et gammelt idol blegner. Man husker alt for godt de sidste indspilninger med Elvis Presley, hvor han ikke kunne huske teksterne. Man må håbe, at nogle velmenende rådgivere eller venner vil viske Paul i øret, at tiden for offentlige optrædener måske er ved at være slut. Pladestudiet er en anden sag, for her har man teknikken til hjælp, når stemmebånd og hånd svigter grebet om musikken.

Læs musikeren og den gamle Beatlefan Christopher Wilsons artikel om den aften, hvor Maccartney mærkede alderen tynge – igen…

Efter at have skrevet ovenstående, så har jeg haft lejlighed til at genhøre McCartneys optræden ved Olympiaden på YouTube. Måske er jeg tonedøv, i hvert fald har jeg svært ved at høre, at Paul synger specielt dårligt – også den specielle koncertsituation taget i betragtning. Måske er der nogle koncerter i ham endnu…