Der var bands og kunstnere i 1990’erne, som jeg ikke fik et tæt forhold til. Oasis for eksempel. Men også konkurrenterne i Suede og Blur. I Oasis tilfælde var det, som om jeg havde hørt det hele før, bare bedre. Damon Albarn og Blur kunne heller ikke løbe fra, at de stod på skuldrene af tresserikoner som Beatles, Kinks m.fl. og i det hele taget og i det hele taget stod i gæld til den efterkrigs- og efterkolonialismekultur, der blev skabt i tresserne som en blanding af uskyldstab, nostalgi og materialistisk optimisme. Faktisk havde jeg det bedst med Suede, der tilhørte den nederste halvdel af britisk rocks premiere league – og oplagt var mere halvfjerdserinfluerede (Bowie…) end tresserditto.

Men måske er tiden inde til et genhør. I hvert fald er det nu muligt at lytte til Blur i sammenhæng, fordi deres værker er udgivet i en stor boks med 7 album, 65 hidtil uudgivne numre, 3 DVD’er m.m. Blur 21 hedder udgivelsen. Ovre hos Jens Unmack kan jeg læse, at Blur er værd at lytte til. Måske skulle man give dem en chance til og sænke fordomsparaderne…

Blur – Park Life