Tressernes og halvfjersernes rockikoner er kommet til års, og ganske naturligt kommer der en lind strøm af mere eller mindre autoriserede biografier om ikonerne. Og hører man til den race af boglæsere (og musikelskere), der læser bøger om rockikoner, så vil man også vide, at meget af det, der er kommet, er hø og hakkelse – i stedet for åndelig føde.

Men én biografi ser jeg frem til med store forventninger. Til oktober kommer Pete Townshends egne erindringer med det pirrende, selvbevidste titel Who I Am. A Memoir. Når jeg ser frem til den, så er det ikke kun, fordi Townshend altid har stået for mig som værende en yderst selvbevidst (for nu at sige det pænt) mand, der ikke alene skrev nogle fantastiske sange og spillede en formidabel rockguitar i et af verdens bedste rockbands, The Who, men også fordi Pete Townshend i årevis har været en semi-intellektuel skrivende personage. Han kan skrive.

Helt tilbage i starten af halvfjerdserne havde han sin egen klumme i Melody Maker, og siden avancerede han til jobbet som essayist for rockjournalistikkens flagskib Rolling Stone, hvor han leverede tre større essays. Et om sin åndelige vejleder Meher Baba, et om en Who-opsamlingsplade (Meaty, Beaty, Big and Bouncy) og en med den sigende titel “The Punk meets the Godmother”. Og årtiet efter blev han redaktør for det velanskrevne forlag Faber and Faber, hvor han blandt andet havde ansvar for kollegaen Eric “The Animals” Burdons selvbiografi og andre bøger om musik. En enkelt fiktionsbog er det også blevet til fra Townshends hånd, den kritikerroste novellesamling Horse’s Neck fra 1985.

Ud over arbejdet som redaktør har Townsend også fået tid til at etablere sit eget forlag Eel Pie Publishing, der udgiver bøger for børn, om musik og spirituelle emner. Og han har sågar startet sin egen boghandel med navnet Magic Bus (titlen på en af The Whos store singlehits). Glemmes skal selvfølgelig heller ikke de tydelige litterære aftryk på The Whos plader og Townshends egne. Townshend stod bag de kontroversielle rockoperaer Tommy og Quadrophenia – og flere af Towsends egne soloplader har tekster, der oprindeligt var tænkt som mulige bogudgivelser. Fx på pladen Psychoderelic.

Der er selvfølgelig allerede udsendt bøger om Townshend, men det skal blive interessant at læse, hvad han har at fortælle om sit liv. Ikke, fordi det er Sandheden om Pete Townshend, men fordi han tilhører den lille skare af rockmusikere, der også har et tænksomt og skabende forhold til et andet medie end musikken – skriften.

Pete Townshend – English Boy & Face the Face