I morgen fylder den unge, langhårede mand på fotografiet ovenfor – Donald Hugh “Don” Henley 65 år. Dengang tænkte han sikkert ikke på, at han engang ville ramme pensionsalderen. Håret er også blevet noget kortere siden dengang i de tidlige halvfjerdserne hvor han bag trommesættet og som forsanger lettede på de musikalske vinger som del af The Eagles sammen med sangskriverkollegaen Glen Frey og de to andre legekammerater Bernie Leadon and Randy Meisner.
Det var skæbnens (u)gunst, der gjorde, at texaneren Don Henley sammen med sit første band Shiloh ramte det musikalske arnested, Los Angeles, i året 1970. Efter et par års studier ved det lokale texanske universitet, North Texas State University, måtte Henley droppe bøgerne for at tage hjem og tage sig af sin hjertesyge, døende far. Det var herefter hans søgte til L.A., hvor tingene begyndte at ske.
I løbet af halvfjerdserne blev L.A. et af de vigtigste centrer for den moderne rockmusik, der opstod i et frugtbart møde mellem country- og hippiemusik, singer-songwriter-kunst og folkemusik. Her løb musikalske inspirationskilder fra hippiebevægelsen og traditionen sammen som farverne i en psykedelisk scenebaggrund og skabte musik, der både var kommerciel og kunstnerisk udfordrende.
Et job som backingorkester for den stigende stjerne og ven Linda Ronstadt førte Don Henley og Co. ind i hjertet på det musikalske miljø omkring navne som Jackson Browne, Taylor-brødrene osv. og ind i de studier, der definerede vestkystlyden i det efterfølgende årti. Eagles tog navn i 1971, og året efter brød de igennem med debutalbummet og hittet “Take it easy”, der var skrevet af Jackson Browne og Glen Frey. Resten er musikhistorie, som man siger. Eagles startede med at tage det let, som flipperne gjorde – og blev et at de helt store bands i countryrocken – og endte med at blive et regulært rockband, der opløstes i 1980 efter indspilningen af det på flere måder mørke album The Long Run, der både var en svanesang for gruppen – og en klagesang over tidernes skiften ved indgangen til de yuppiglade og kuldslåede firsere.
Siden har Henley – når han ikke spiller med det genforenede orkester – forfulgt en solokarriere, der har resulteret i en lille håndfuld, lytteværdige, succesfulde album i genren adult oriented rock. Album, der understreger sangskriver og musikerformatet hos manden, der sad bag trommerne i Eagles, sang for på og var medforfatter til den mystiske generationsode “Hotel California”. I morgen fylder han så 65 og er still going strong som klichéen siger – og fordeler tiden mellem musikken og politiske sager, som han har dyrket siden han var ung, og håret nåede ned til skuldrene.