"One of these mornings/ You’re going to rise up singing/Then you’ll spread your wings/And you’ll take to the sky/But till that morning/There’s a’nothing can harm you/With daddy and mamma standing by…". Jeg har altid været vild med den berømte, amerikanske komponist George Gerschwins musik. Og sangen "Summertime" fra operaen Porgy and Bess er en sang, jeg aldrig kan bliver træt af at lytte til. Den er blevet indspillet i et hav af versioner – fra Louis Armstrong & Ella Fitzgerald over Miles Davis til Janis Joplin og videre – og hver gang jeg hører den, så går den rent ind på lystavlen, som man sagde engang. Og her til morgen var det den, der sejlede stille og roligt ind i min bevidsthed, melodien og teksten uden bestemt afsender – måske som et modstykke til den iranske folkemusik, jeg ufrivilligt måtte lytte til på vej ind i søvnens rige.

For et stykke tid siden læste jeg et interview med Paul McCartney, hvor han bl.a. fortalte om sin fascination af de store amerikanske sangskrivere fra tiden før Beatles – dem han egen musikalske far lyttede til og videreformidlede til den lille Paul hjemme på stuegulvet i Liverpool. Og McCartney fortalte, at han lige pt. var ved at læse en stor biografi om netop George Gerschwin. Han gjorde også gældende, at han faktisk var endnu mere inspireret af Gerschwin og de andre før-rock-and-roll-sangskrivere end af Chuck Berry, Fats Dominos osv. Og lytter man til McCartneys egen sangskrivning, så er det slet ikke så overraskende. Hans egen sans for det melodiske, harmoniske, romantiske ligger helt klart i forlængelse af de gamle mestre.

Filmversionen fra 1959 – Ella & Louis – Janis og Big Brother – Norah Jones