Ovre hos Anja diskuteres der afholdenhed – kaffeafholdenhed. Fred være med alle dem, der vil og kan undvære diverse nydelsesmidler, hvad enten det er tobak, alkohol eller – kaffe. Jeg vil helst ikke. I følge min families anekdoter, der ubemærket er gledet ind og er blevet en del af min egen fortælling, så fik jeg min første kop kaffe, da jeg var to år. Med mælk. I øvrigt samme år, jeg spiste min første bøf med spejlæg. Og siden er der stort set ikke gået en dag, hvor jeg ikke har drukket den sorte drik. I større eller mindre mængder. Især større. Da jeg læste på universitetet blev jeg “misbruger”. Jeg drak den ene kande efter den anden, så sveden sprang frem på panden, og kroppen blev rastløs. Siden har jeg fået mere styr på det. Jeg kan godt undvære kaffe, og det er da sket, at der er gået en dag uden denne nydelse. Og det behøver ikke at være feinschmecker-kaffe, som nu drikkes rundt omkring i de nye, smarte kaffeshops. Ganske almindelig mellemristet, brygget på Madame Blå med en “sok” og godt vand fra den danske undergrund, er helt fin til mig. Jeg går heller ikke af vejen for pulverkaffe, som mange kaffedrikkere ser ned på. Heller ikke espresso. Da jeg engang i mine unge dage rejste i Italien købte jeg en rigtig espresso-kande på torvet i Modena. Det var før espresso-kanderne blev almindelige i Danmark. Jeg har den endnu. Men bruger den ikke så meget.
Et liv uden kaffe, ville være et lidt kedeligere liv. Som min mor altid plejede at gå rundt og nynne: Kaffe, kaffe, er den – bedste drik i verden…