På vej hjem fra arbejde fandt min musikafspiller punksporet på playlisten. Og det fik mig til at sætte en af de mange punkopsamlinger på den hjemlige afspiller bagefter. Som psychedeliaen har punken – heldigvis for det – været genstand for mange opsamlingsplader, der både har dokumenteret det mest kendte og det mest obskure.

Og medens jeg lyttede til Ramones, Clash, Jam, Damned, The Adverts osv., så faldt jeg også over et band, der var gledet lidt tilbage i min erindring. County Durham-bandet Penetration, der især blev kendt for singlen "Don’t dictate". Medens jeg lyttede til netop det nummer, kunne jeg ikke lade være med at tænke: "Det er da ikke punk, det er da bare rockogrul". På afstand kan noget af punken godt miste noget af sin oprørske glans. Og det siger vel ikke så lidt om den forgangne tid…

Men "Don’t dictate" er punk. Lyt til den typiske opbyggende indledning og guitarlyden. Umiskendelig punk. At forsangerinden Pauline Murray så lyder som en skolepige, der har fået lov til at lege oprører ved mikrofonen, er en anden sag.

Penetration blev dannet i 1976 og tog deres navn fra en sang med Iggy & The Stooges. De udsendte en håndfuld singler, hvoraf "Don’t dictate" er den mest kendte – og den, der har givet bandets dets renommé som et af de første punkbands. Den kom i 1977 og året efter udsendtes debutalbummet Moving Targets, der solgte pænt med et 22. plads på den britiske albumliste. Albummet betragtes i dag som et af punkens klassiske album.

Penetration, der havde deres første tid fra 1976 til 1980, blev gendannet i 2001 og er stadigvæk aktive. Bandet tilhørte ikke punkeliten, men er et udmærket eksempel på det musikalske overskud, der var i de år, og på, at ikke alt måske var lige langtidsholdbart.