I dag er det nøjagtig 40 år siden The Carpenters udsendte deres fjerde album A Song for You. Duoen og søskendeparret Karen og Richard Carpenter udgjorde i de oprørske halvfjerdsere end slags rebellion med modsat fortegn. Tiden var til rock med langt hår, guitarlir og volumenknappen i bund, men The Carpenters – eller bare Carpenters, som de ofte kaldte sig selv – satsede på pænt tøj, blød, iørefaldende, supergennemproduceret popmusik – og solgte stort. Karen og Richard blev bannerførere for den easy listening, der nok altid havde været der op gennem tresserne og halvfjerdserne, men som med udgangen af halvfjerdserne blev noget, man godt kunne stå ved, selv om man egentlig var til det langhårede og progressive.

I hvert fald var det svært ikke at nynne med, når Carpenters kom ud af radioen og lagde sig som ‘kakao for trommehinderne’, for nu at citere et slogan fra en for længst hedengangen århusiansk pladeforretning, der ofte havde Carpenters hængende i udstillingsvinduet. Og jeg nynnede med, selv om jeg aldrig rigtig blev fans – og aldrig rigtig er blevet det. Alle Carpenters fortræffeligheder ufortalt – de var perfektionister på alle musikalske planer – så var det for pænt, for glat og uden den lille kant, jeg helst skal have for at blive rigtig berørt af musik. Uden at overfortolke for meget så er der en lige linje fra Karen Carpenters anoreksiforårsagede dødsfald til den musik, hun og broderen leverede. Anoreksi er udtryk for ekstrem kontrol. Det samme kunne man sige om musikken…

A Song for You blev også en stor succes, hvilket understreges af, at hele seks af pladens numre – blandt andet storhittet "Top of the World" – blev udsendt på single. Jovist, pladeselskabet viste godt, at det var en guldkalv, de havde i stalden. Med sin blanding af selvskrevne sange og udsøgte coverversioner – fx den ret ukendte Ruby & the Romantics-sang "Hurting each other" – demonstrerede Carpenters igen en udpræget smagfuld sans for den gode melodi, den gode sang. De vidste, hvad der ville gøre sig hos lyttere, der var til easy listening. Og sådan fortsatte det stort set på de efterfølgende otte album – frem til Karens alt for tidlige død.

Fan blev jeg aldrig – men sangene sætter sig stadigvæk lige dér, hvor det er svært ikke at nynne med…