Vi befinder os i 50-året for The Rolling Stones tilbliven. Og det vil blive fejret med manér. BBC 6 har fx stillet en hel side til rådighed for jubilæet, hvor man kan høre historier, koncertoptagelser eller lytte til Jaggers Jukebox.

Min egen relation til gruppen begyndte i tresserne, da de dukkede op og blev konkurrenter til The Beatles. Og jeg var ikke fan med det samme. Faktisk skulle jeg ind i 1970’erne, før jeg fik mit første album med Stones. Dels var økonomien i barndomshjemmet ikke til indkøb af store mængder LP’er. Og i det omfang det var muligt blev pengene spenderet på Elvis og The Beatles. Stones var noget jeg hørte i radioen. En enkelt singleplade blev det dog til. I 1964 forærende min far, der ellers ikke interesserede sig en døjt for den langhårede musik, mig ovenstående single “Time is on my side / Congratulations”. Til min store forbløffelse. Hvor han havde fået den idé fra, har jeg aldrig fået svar på. Muligvis – ja, sandsynligvis – har han forhørt sig hos kammer- eller messedrengene på det skib, han sejlede med. I hvert fald var det i et forsøg på at glæde mig.

Selv om jeg elskede og stadigvæk elsker Rolling Stones singlehits fra tresserne, så var det omkring 1969/1970, de for alvor trængte sig på. Jeg kan huske, at en af gymnasiekammeraterne havde Sticky Fingers med i musiktimen – og der skete noget, da “Brown sugar” blev sendt ud over stereoanlægget. Og siden er Rolling Stones kun vokset i min bevidsthed – selv om der har været kreative ups and downs. Det, der skete var, tror jeg, at Stones for alvor fandt deres egen stil eller fik den til at falde i hak. Deres egen særlige forvaltning af bluestraditionen. De første album, jeg investerede i, var “It’s only rock’n roll” og “Exile on Main Street”. Og de blev også en slags fortolkningsnøgler til bagkataloget. Det var gennem dem, jeg kunne høre, at Rolling Stones var mere og andet end det singlehitband, jeg mente at kende.

Vi befinder os som sagt i 50-året, og uden at være uforskammet må man nok erkende, at bandet har fremtiden bag sig. De er nogle ældre herrer – og selv om den verdensturné, rygterne svirrer om på nettet, skulle blive til noget, så er det nok ikke mange alen, der bliver lagt til en i forvejen mere end imponerende karriere. Men der er heldigvis masser at gå på opdagelse i i bagkataloget. Hvis man ikke har været igennem de officielle katalog, så er der altid det uofficielle at forholde sig til. Få bands – med undtagelse måske af Grateful Dead – er blevet bootlegget så meget som rullestenene.