Citat: "Det er eksperimenterende, satirisk, overrumplende, brøstfældig, rå, filosofisk, psykedelisk, gammeldags, nyskabende, genremættet, ægte progressivt, smerteligt ærligt, ofte ufuldstændigt og lige så ofte smukt. Det er ikke et album, alle vil forstå eller sætte pris på, men dem, der gør, vil finde mange belønninger ved hver aflytning". Den plade, der er tale om, er Vivian Stanshall debutsoloalbum Men Opening Umbrellas Ahead, der udkom i 1974.
Stanshall, der døde i 1995, 51 år gammel, var en af grundlæggerne af den berømt-berygtede engelske humorist-beatgruppe The Bonzo Dog Doo-Dah Band. Multitalentet Stanshall fik en pladekontrakt med Warner Bros. i årene efter Bonzo Dog første opløsning i 1970, fordi han havde lagt stemme til Mike Oldfields Tubular Bells (Stanshall er fortælleren). Og "Men Opening Umbrellas Ahead" blev lavet med hjælp fra kolleger fra Bonzo Dog (Neil Innes og Bubs White) og fra medlemmer af Traffic (Steve Winwood, Jim Capaldi, Reebop Kwaku Baah). Titlen er Stanshalls egen fortolkning af det vejarbejdeskilt, der pryder pladecoveret.
Pladens første oplag på ca. 5000 stk. solgte elendigt, og det betød, at pladen i mange år kun kunne fås second hand og – selvfølgelig – ved illegal internetfildeling, vor tids svar på bootlegging. En bootleg-CD-udgave af ringe lydkvalitet udkom i 2010. Og nu er den så omsider kommet i en officiel, remaster-udgave på plademærket Poppydisc Records. Udgivelsen, der rummer to ekstranumre, er superviseret af Stanshalls familie – hans enke og datter, der også har forsynet udgivelsen med noter.
Stanshall var på mange måder et sindbillede på en tresser-excentriker. Efter en ambivalent barndom, hvor han først oplevede lykkelige år med sin krigsenkemor og efterfølgende hårde år med en autoritær, hjemvendt soldaterfar, der opdragede Vivian med tørre tærsk, søgte Vivian tilflugt i Londons kunstnermiljøer. I første gang som selvfinancierende studerende på Central School of Art i London. Der var her, han mødte sine kunstnervenner Rodney Slater, Roger Ruskin Spear og Neil Innes, som han dannede Bonzo Dog med. I følge skrønerne omkring Stanshall var han tidligt en enegænger og særling, både med hensyn til klædedragt, talemåde og opførsel. Han nåede at lave yderligere tre album, Sir Henry at Rawlinson End (1978), Teddy Boys Don’t Knit (1981) og Sir Henry at N’didi’s Kraal (1984), inden han forlod denne verden efter en brandulykke i sit hjem. Plader, der er et must for yndere af Bonzo Dog og musikalsk, excentrisk, britisk humor.