Der var The Beatles – og så var der de andre beatgrupper. Kreativiteten, sangskrivningen og udførelsen gjorde forskellen på de fire mopheads og så resten. Forenklet sagt. Men mange af de andre bands fortjener at blive fremhævet for deres egne kvaliteter.

Et af de bands, der kappedes med The Beatles om publikums gunst, var The Seachers, der på mange måder havde samme baggrund som de fire kendte liverpudler.

Som John, Paul og vennerne startede The Seachers som skifflegruppe i Liverpool i 1959, centreret omkring John McNally og Mike Pender. Og senere tog de navn efter John Fords klassiske western The Searchers fra 1956. Efter en del udskiftninger konsolideredes bandet som The Searchers omkring 1961 og blev en del af den gryende Mersey-scene. De spillede flittigt på The Cavern, The Iron Door og andre af Liverpools små spillesteder. Og akkurat som McCartney, Lennon, Harrison og Starr fik The Searchers arbejde i The Star-Club i Hamborgs St. Pauli-kvarter, hvor bandet med tre timelange optrædener pr. aften lærte at holde på guitaren, holde takten og få vokalerne til at harmonere. Det var i juli 1962 – for halvtreds år siden.

Tilbage i Liverpool fik de via en båndet optræden på The Iron Door en pladekontrakt med Pye Records. Demooptagelsen kan man høre på et nyt bokssæt, der er udsendt med bandet: Hearts In Their Eyes. Celebrating 50 Years of harmony and jangle. Successen kom næsten med det samme. Debutsinglen, Pomus og Shuman-sangen “Sweets for my Sweet”, fik to uger på den britiske singlelistes 1. plads, og debutalbummet med den Beatles-lignende, inviterende titel Meet the Searchers (1963 – Meet the Beatles kom året efter!) slog også igennem. Albummet med Tony Jackson i den vokale forgrund (og på bas), Chris Curtis på trommer og sang, Michael Pender på leadguitar og sang og John McNally på rytmeguitar og sang blev nr. 2 på den britiske albumliste. På albummet finder man en af The Searchers kendteste sange, deres fortolkning af Jackie DeShannons “Needles and Pins”, som blev udsendt som single i foråret 1964 og toppede singlelisten i Storbritannien, Irland og Sydafrika (!) – og nåede op på en 13. plads på Billboards amerikanske singleliste, Hot 100.

Samme år hittede de med deres coversversion af The Orlons hit fra 1963 “Don’t Throw Your Love Away” og endnu en Jackie DeShannon-sang – den kendteste af dem alle – “When you walk in the Room”. Begge blev top-10-hits i Storbritannien.

Men udskiftninger og uoverensstemmelser omkring, hvilken stil bandet skulle lægge sig fast på, gjorde, at successen klingede af efter top-10-hittet “Goodbye My Love” i 1965. Bandet er dog fortsat frem til i dag med at indspille plader og optræde. Og deres kendteste hits fra de gyldne tressere er blevet genoptrykt i et væk. Men med det nye bokssæt er det muligt at få et tværsnit af The Searchers musik – lige fra demoindspilningerne til de seneste indspilninger fra halvfjerdserne og de tidlige firsere. The Searchers har ikke været så kreative som The Beatles og har ikke kunnet skrive deres egne sange med samme succes. Til gengæld har de formået at lave originale arrangementer af andres sange og levere mindeværdig flerstemmig sang af høj karat. Også efter hitårene. I bokssættet – fire CD’er og ialt 12 numre – kan man via hits, albumskæringer, liveoptagelser m.m. med egne øre høre, at The Searchers, der er et at de få overlevende bands fra dengang (de har aldrig holdt pause!) har holdt et imponerende højt niveau hele vejen igennem. Og de fortjener at blive lyttet til – stadigvæk.