"Et par lyserøde trusser

fyldes af den kåde storm,

og gengiver fruens ynder

Hvilken farve! Hvilken form!

Jensen bruger mavebælte!

Ha! han går med ulden sok!

han har hue på i sengen,

tænkte jeg det ikke nok!"

Det var sikkert denne dejlige sommerdag og de store grønne plæner uden for vinduet, der satte den indre pick-up ned i Hans Kurts version af Sigfred Pedersens konkret sanselige og erotiske, hverdagsnære og poetiske sang om tørresnoren. Denne lavteknologiske vasketøjstørreanordning, der prægede min barndoms baggård – på kryds og tværs. Giro 413-sanguniverset er altid god for en association på en sådan dag. Allerede dengang slap Sigfred Pedersens poesi gennem min shitdetectors filter. Jeg kunne vældig godt lide hans sange – og langt inde i mit litteraturstudium på universitetet vendte jeg tilbage til Sigfred Pedersen, der ikke har den store stjerne blandt litterater, men i mine øjne er en fin digter (med mange digtsamlinger på samvittigheden) af den hverdagsorienterede og ikke-modernistiske slags, der i et hverdagsnært sprog skaber poetiske øjeblikke.