"Iris DeMent udmærker sig ved en meget speciel, udtrykfuld, personlig stemme, som man ikke glemmer, når man først har hørt den. En af de stemmer, der ikke går 12 af på dusinet. Den har en særlig glød, der godt kunne tages som udtryk for en lidenskab, der brænder under de ofte smukke, bevægende og personlige sange." Sådan skrev jeg, da jeg for ikke så længe siden rådede bog på en af mine musikalske undladelsessynder. Nemlig den synd ikke at have omtalt Iris Dement før i webloggen.

Nu er der så grund til at henlede opmærksomheden på hendes musik igen, fordi hun til oktober udgiver albummet "Singing the Delta". Det ville være synd at sige, at Iris Dement har forkælet sine fans med udgivelser. Det er seksten år siden den seneste plade. Lifeline, udkom. Inden den – hendes fjerde plade – var der gået otte år. Uden at overfortolke langmodigheden, så kan man måske forstå den som et udtryk for nødvendighed. At Iris Dement udgiver plader, når hun har noget på hjerte og ikke, fordi det passer ind i en eller andet pladekontrakt. På coveret til det nye album ser man et ganske uglamourøst foto af Iris. Her er ingen makeup eller fancy hairdo. Blot et nøgent, udtryksfuldt ansigt. Og sådan er det også med hendes sangkunst. Der er noget uforstilt, ærligt, nøgent over den. Noget, man kunne forledes til at kalde autenticitet, hvis ikke det ord var så svær at få til at give mening i kunst og musik…

Men jeg glæder mig til at lytte til pladen.