Som småbørnsforældre kan man ikke følge med i alt. Sådan var det for capac i firserne, og en god del af dette årtis musik gik mine ører glip af og måtte siden indhentes. Men noget satte sig dog fast, fx det engelske band Swing Out Sister. årsagen var, at bandets musik blev flittigt benyttet af de satellitkanaler, der dukkede op og – inspireret af MTV – specialiserede sig i musikvideoer. Og da nogle af disse kanaler også excellerede i mere eller mindre lødig børneunderholdning, var der en stor risiko – eller chance – for at opfange videoerne og musikken.

Bandet, der stadigvæk er aktivt, blev dannet af Andy Connell (tangenter), Martin Jackson (trommer) og Corine Drewery (sang) i 1985, og de fik kort tid efter en pladekontrakt med Mercury Records. Den første single, “Blue Mood” viste sig ikke på hitlisterne, men året efter slog de igennem med “Breakout“, der blev nr. 4 på den britiske singleliste.

“Breakout” demonstrerede, hvad Swing Out Sister havde at tilbyde det pladekøbende og videokiggende publikum: En lækker, let jazzet pop, arrangeret med brug af periodens syntheziserlyd og gammeldags instrumenter, fx blæsere. Når man lytter til nummeret i dag, er man ikke i tvivl om, at det blev til i firserne, hvor det igen for alvor var blevet legitimt at lytte til “letbenet” pop og sågar “easy listening”, som årtiet før nærmest var bandlyst – i hvert fald blandt “seriøse” musikforbrugere. Samtidig er der også noget tidløst over Swing Out Sisters ubesværede tilgang til pop.

Singlen blev i 1987 fulgt op med debutalbummet It’s Better To Travel, der netop er blevet genudsendt i en udvidet udgave. Den røg ind på den britiske albumlistes førsteplads. Singleuddragene “Surrender“, “Twilight World” og “Fooled By a Smile” balancerede alle fint mellem den jazzede sofistikation og den dansante up-tempo-pop og hittede.

Successen blev fulgt op med det kritikerroste og godt sælgende album Kaleidoscope World i 1989, hvorefter successen begyndte at flade ud og dale. Måske er det meget sigende for Swing Out Sisters tidsbundethed, at bandet ikke viste sig på hitlisternes øverste tredjedel i halvfemserne. Bortset fra i Japan, hvor Swing Out Sister har haft en trofast fanskare gennem alle årene.

Hvis man kan abstrahere lidt fra firserlyden og de indre billeder af corny frisurer og skulderpuder, så er Swing Out Sister bestemt værd at lytte til stadigvæk – hvis man ellers  kan lide den lette stil, der opstår i grænselandet mellem jazz og pop. Kan man lide Sade eller Saint Etienne, så kan man sikkert også gouttere Swing Out Sister. At bandet på ingen måde er gået i glemmebogen understreges af, at der siden starten af halvfemserne er udgivet i hvert fald en halv snes hitopsamlinger.