Mick Fleetwoods fødselsdag i dag fik mig igen på sporet af de mange fine R&B-baserede bands, der kappedes med Fleetwood Mac om publikums gunst i tresserne og starten af halvfjerdserne. Det var en tid med masser af talent og musikalsk grøde. Youtube er fuld af fine optagelser fra dengang med disse bands. Her er et udplug til at forsøde søndagen med.
Her er fx en længere samling optagelser med The Kinks fra deres optrædener hos BBC. Læg fx mærke til det første nummer – "Got love if you want it". Peter Belli og Les Rivals plankede det nummer, og måske har Peter lyttet til Kinks vilde udgave fra 1964. Det kunne godt lyde sådan. Og her er en fornem optagelse med Rolling Stones optaget på The Marquee Club i 1971. årgangs-Stones. Og her er en støvet optagelse fra svensk tv af The Jimi Hendrix Experience fra 1969. Lyden er ok – og musikken mere end det. Rory Gallagher og Taste var store i Danmark i tresserne, og efter min mening var danske kritikere alt for hårde i deres bedømmelse af den lille guitartroldmand i årene efter Taste – her er han alene på tysk tv og viser, hvordan guitaren skal trakteres. Det rykker. Her er en lille fin optagelse med Yardbirds fra fransk tv i 1966. Led Zeppelin – Communication Breakdown og Dazed and Confused – 1969, også fransk tv. Fin filmoptagelse af The Animals med "House of the Rising Sun", 1964. "Young Man Blues" – The Who, Isle of Wight, 1971. The Pretty Things – Private Sorrow – fransk tv 1968.