Bob Dylan-A Hard Rain’s A-Gonna Fall (1964) by gillriser5

å, hvor har du været, min blåøjede søn

å, hvor har du været, min kære dreng?

Jeg snublede op ad tolv tågebjerge

jeg kravled og ad seks krumme veje,

jeg standsede midt i syv triste skove

jeg var ude foran en snes døde have,

Jeg kom ti tusind mil ned i kirkegårdsgabet,

og det er en hård, og det er en hård,

det er en hård,

det er en hård regn der vil falde

Medens jeg stod der i den milde, silende sommerregn ved hækken med den store grønne Perrier-stofparaply over mit hoved og ventede på, at Gravhunden skulle få tisset af, dukkede  Beatles’ “Rain” op i min bevidsthed og blev hurtigt afløst af Dylans energiske “It’s a hard Rain gonna fall”. Og kort efter faldt tankerne på den afdøde digter og kritiker Poul Borums musikalsk lydhøre og kongeniale gendigtning af tidlige Dylan-sange fra 1969 (i Ny amerikansk poesi). Jeg husker ikke, om de nogensinde blev itonesat, men de fortjener det i hvert fald, selv om andre har gjort mere end hæderlige forsøg på at synge Dylan på dansk, bl.a. Steffen Brandt og senest Johs. Andersen.