For knap et år siden skrev jeg følgende overvejelse her i bloggen:
"Det er allerede længe siden, Anders Behring Breivik udførte sin udåd i Oslo og på Utøya. Og medierne – ikke mindst de to store tv-kanaler – fortsætter den intense dækning af selv de mindste detaljer. Og eftertanken er så småt begyndt at melde sig også.
Forleden kunne man se og høre Breiviks forsvarsadvokat Geir Lippe erklære sin klient for værende sindsyg. Begrundelsen var, at Breivik opfattede sine handlinger som led i en “krigâ€. Selv om man ikke kan være i tvivl om, at Breivik har store tanker om sig selv og sit projekt, så må man vel i sandhedens interesse pege på, at det må bero på en mentalundersøgelse at fastslå, om der er tale om sindsyge i klinisk forstand.
Dernæst må man spørge: Hvilken interesse har forsvareren i at “erklære†Breivik sindsyg? Hvis vi lige ser bort fra, at det kan have indflydelse på strafudmålingen (hans står så vidt vides til 21 års fængsel), så vil en sådan erklæring også udelukke, at Breiviks handlinger kunne forstås som hørende hjemme i normalitetens spektrum. I mange af de kommentarer, der er kommet efter terroraktionerne i Norge, kan man se, at det er utænkeligt, unævneligt, uacceptabelt osv. at Breivik skulle være en ganske normal, fornuftigt tænkende mand… Men derfor kan det jo godt forholde sig sådan."
Siden dengang i juli 2011 har vi været igennem en lang tv-transmitteret retssag, der nu er ved sin ende. Og et gennemgående spørgsmål har været: Var eller er Breivik sindsyg? Og det psykiatriske system har været splittet på det spørgsmål. Det interessante ved den dom, der netop er afsagt i sagen, er, at spørgsmålet er uafgjort. Breivik idømmes en behandlingsdom, fordi han antages at kunne være sindsyg. Noget kunne tyde på, at spørgsmålet ikke alene er uafgjort, men måske ligefrem uafgørligt. Hvis Breivik var blevet erklæret sindsyg, så kunne man forestille sig, at sagen ville glide ind i den store norske nationale fortælling som historien om en tragedie, der blev udløst af en galning. Nu må man leve med den uro og bekymring, at Breivik måske er ganske normal og hans handlinger på Utøya og i Oslo måske skal forstås som den af den normalitet, det norske samfund udgør. Det er ganske foruroligende og tankevækkende.