Der findes en lille film, der viser komikerne Dan Aykroyd og John Belushi i rollerne som to politibetjente, der tager Beach Boys Brian Wilson ud og surfe. Og filmen er en komisk kommentar til det forhold, at manden bag de mange herlige Beach Boys-sange om det ubekymrede strandliv i bølgerne med smukke piger, surfbrædder og evig solskin i sit sind gemte skyggen og mørket. Historien om Brian Wilsons indre eksil i mange år af Beach Boys’ karriere er kendt, og Torben ridser den op i dagens anledning.
Man kunne vel poppsykologisk sige, at Brian Wilsons psykiske tilstand har været en demonstration af, at Beach Boys’ universet, som de stadigvæk kan besynge på deres nyeste plade, netop har været den drømmeriske, skizofrene illusion, som vi alle gerne vil fortabe os i – og ikke mindst her, hvor sommeren i Danmark lader vente på sig, sådan som den alt for ofte har gjort – selv om vi godt ved, at livet generelt ikke kan leves i bermudashorts og med solbrændt hud. Og måske – har Brian Wilsons martrede sind netop været den optimale forudsætning for alle de gode vibrationer, Beach Boys har udsendt gennem årene? For kunne skrive så iørefaldende dagdrømmeriske sange om et paradisisk stranddriverliv, skal man kende drømmens reale modsætning. Heldigvis er han kommet ud på den anden side og har meget sigende kunnet udsende det berømte album Smile og andet som bevis på, at den kreative åre ikke er helt tørret ud af de mange år i indre eksil. Smiler gør han ikke så meget, men spiller gør han meget. Og til efteråret gæster han landet. Til lykke Brian Wilson med fødselsdagen i morgen.